Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Pølsevogne i Odense

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Langt de fleste af os har jo et særligt forhold til pølserne, hvad udlandsrejsende ikke kan undgå at opdage, når de f.eks. kommer hjem til lufthavnen i Kastrup. Her har pølsevognen en fremtrædende plads, og for mange står pølsevognen som indbegrebet af noget dansk. Ærgerligt at miste illusionen, for pølsevognen er faktisk en tysk opfindelse fra slutningen af 1800-tallet, og både svenskerne og nordmændene var også tidligere ude end os danskere.

 

Pølsevogn i krydset Kongensgade-Vestre Stationsvej 1944 Ny pølsevogn på Fisketorvet 1953

Der var ikke meget at glæde sig over under den tyske besættelse, men pølsevognene fik dog lov at overleve til bedre tider. Her er pølsemanden i gang med kunder på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej i 1944.

En ny pølsevognsmodel i plastic, rustfrit stål og fliser på Fisketorvet 1953. Den nye vogntype gav pølsemanden en håndvask og bedre varmeforhold.

 

Som sædvanlig kom nybruddet til os fra ”djævleøen”. Københavnerne stiftede nemlig første gang bekendtskab med det nye fænomen i januar 1921 – 11 år efter at den første ansøgning var havnet på borgerrepræsentationens bord – men der skulle en ekstra modningsperiode til i Odense. Endnu i 1921 søgte en københavner om tilladelse til at sælge varme pølser på de odenseanske torvepladser, men det afviste byrådet uden videre. Først da en af byens egne indbyggere, Georg Frederik Ludvig Willadsen fra Sadolinsgade, i 1926 satte pennen til papiret, fik odenseanerne mulighed for at smage på varerne, og i april 1927 var der premiere for den odenseanske pølsevogn –Willadsen fik i første omgang fremstillet tre vogne, og byrådet kom med det samme ind på at opkræve en årlig afgift og at regulere priserne.

 

Det nye initiativ blev mødt med en kraftig protest fra Fællesudvalget for Odenses Detailhandlerforeninger, som absolut ikke syntes, der var brug for den slags. Måske var det på den baggrund, at Willadsen i de første år faktisk fik eneret på salget af pølser fra vogne i byens gader. De første pølser blev solgt for 25 øre pr. stk. og 5 øre for et rundstykke, og den pris blev faktisk fastholdt i en årrække; i 1944 var man dog nået op på astronomiske 30 øre for en pølse.

 

I begyndelsen var der kun tilladelse til salg af pølser om aftenen fra kl. 20 til kl. 0.30, og senere skulle der faktisk lukkes ved midnatstid, men så fik man i stedet lov til at åbne for salget noget tidligere. Et blandet klientel frekventerede hurtigt pølsevognene, men i 100-året for kvindernes stemmeret tør man næsten ikke oplyse, at en rigtig dame eller pæne piger i pølsevognenes første år måtte holde sig fra at blive set med en bayersk pølse i munden. 

 

Fra midten af 1950’erne forsvandt eneretten til salg af pølser fra det firma, Odense Pølsevogne, som familien Willadsen i sin tid havde oprettet, og i stedet blev der nu efter københavnsk forbillede indledt en periode med socialpolitiske bagtanker for pølsevognskoncessioner. Snart blev bevillingerne kun tildelt erhvervshæmmede, og 1948-1985 var der endvidere pålagt en afgift på pølsesalget. Afgiften blev videregivet til de odenseanske skolekolonier i Foreningen Opad, men sådan er det ikke længere. Nu betaler vi kun til pølsemanden - og skattefar. Og pølsevognene er ikke længere alene om at servere fastfood.