Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Svanedammen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Svanedammen, et lille vandhul mellem Kochsgade og Svanevej, åbnede i juni 1953 som et splinternyt fristed for Kochsgade-kvarterets beboere. Her var en dyb, blank sø og store græsplæner, hvor børn og voksne frit kunne tumle sig. Vejen til parken havde dog været belagt med mange forhindringer, som havde trukket arbejdet ud.

 

 

Sådan så stedet ud i 1934: Arbejdere i gang med skovle og trillebør i grusgrav.

Idyl ved Svanedammen ved indvielsen i 1953. Det lykkedes dog ikke fotografen at få svanerne med på billedet.

 

Historien om Svanedammen tog for alvor fart i 1941, hvor direktør N. Andersen, Dansk Elektricitets Compagni A/S (D.E.C.), kvit og frit forærede sump- og moseområdet til Odense Kommune. Mosen henlå på det tidspunkt som et næsten bundløst morads. Byens vise mænd tyggede lidt på tilbuddet og takkede ja.

 

Der var dog en enkelt hage ved den generøse gave, nemlig Kochsgade. Direktør Andersen købte i 1932 jorden mellem Damhusvej og Døckerslundsvej og begyndte at udstykke den til villaer. Flere af byggegrundene stødte op til mosen, og det var allerede fra begyndelsen meningen, at vandhullet skulle omdannes til et rekreativt område.

 

I forbindelse med udstykningen blev Kochsgade forlænget i 1935. Det var Odense Kommune, der udførte arbejde efter en overenskomst med direktør Andersen. I den forbindelse insisterede kommunen på, at vejen blev lagt nærmere mosen, end direktøren ellers havde haft til hensigt. Efter vejens anlæg blev den overgivet til direktør Andersen, der dog i første omgang nægtede at overtage vejen, som han mente ville synke, da den lå for tæt på mosen. Kommunen holdt dog fast i, at direktøren måtte have risikoen for vejen, da den var privat.

 

Kochsgade begyndte snart at synke på strækningen forbi mosen, men kommunen fastholdt, at en opretning af gaden var kommunen uvedkommende. Det blev begyndelsen til en længerevarende strid om, hvem der skulle betale for genopretningen.

 

I 1941 tog man som nævnt mod direktørens gave, men det stod samtidig kommunen klart, at der ville være behov for en grundig istandsættelse af denne del af Kochsgade, når man overtog den som offentlig vej. Det ville dog først ske, når direktør Andersen fik solgt sine sidste grunde.

 

Stadsgartnerens folk arbejdede herefter i mere end 10 år på at få området fyldt op. Fra mange store byggeforetagender fik man jordfyld, og i årenes løb blev der kørt omkring 80.000 kubikmeter jord på, da læs efter læs bare forsvandt i dybet. Anlægget blev yderligere vanskeliggjort af, at Kochsgade skred ud et par gange – faktisk skred hele den ene side af gaden på et tidspunkt ud i mosen og dukkede op igen som en ø, der siden voksede til.