Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Stenhuggerpladsen ved Tolderlundsvej 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Der er i Danmark en lang tradition for at lade straffefanger og folk på forskellige former for social hjælp slå skærver – de skulle kort sagt yde, før de kunne nyde. Sådan gjorde man allerede tidligt, da det kommunale selvstyre slog igennem i landsognene, og det gjaldt også på tvangsarbejdsanstalten i Klaregade, hvor de indsatte blev sat til forskellige former for skærveslagning. ”Tvangen” købte sten af stenfiskerne, der hentede mange af stenene i Odense Fjord. Der blev også opkøbt gamle stendiger på landet, som så blev slået til brosten og skærver, som blev leveret til kommunale og amtslige vejarbejdsprojekter.

 

Beboelsesvogne 1952

Ved siden af den gamle stenhuggerplads var der endnu i 1952 en samling af beboelsesvogne med boliger for folk, der ikke havde fundet plads på det almindelige boligmarked.

 

Ved Tolderlundsvej – på den østlige side af vejen og midt mellem nutidens Helsingborggade og Gøteborggade - lå en gammel materialeplads. Allerede i 1920’erne blev den kommunale plads brugt til opbevaring af sten og til, at man kunne slå skærver. Da krisen for alvor begyndte at kradse i 1921, tog Arbejdsmændenes Fagforening kontakt til kommunen for at få lavet en ordning, hvor arbejdsløse blev beskæftiget med skærveslagning.

 

På materialepladsen ved Tolderlundsvej lå allerede en mængde gamle brosten, der ikke kunne bruges til andet end skærver, og så var den sag i vinkel. De næste mange år kunne man møde arbejdsløse og folk på offentlig hjælp, der sled med at forvandle de hårde sten til brød.

 

Det var gerne om vinteren, hvor det kunne være svært at finde arbejde, at arbejdsløse blev sat til at slå skærver, og i kriseårene i 1930’erne arbejdede der somme tider et halvt hundrede arbejdsløse på pladsen.

 

De arbejdsløse blev delt i fem grupper, hvor myndighederne skelnede mellem ugifte arbejdsløse, gifte med eller uden børn og enkemænd. Jo flere munde, der var at mætte, jo større bunke sten fik den arbejdsløse til bearbejdning, og jo mere kunne han tjene.
Efter 2. verdenskrig fik socialkontoret stadig sværere ved at finde folk, man kunne sætte til skærveslagning. Arbejdet blev derfor i stigende grad udført af almindeligt antagne arbejdere.

 

Klos op ad ”stenhuggerpladsen” lå i øvrigt noget, der oprindeligt hed Toldergyden, og her holdt indtil midten af 1950’erne en række beboelsesvogne, som var et lille fristed for folk, der ikke havde kunnet finde anden bolig, eller som foretrak livet som mere ”frie fugle”.