Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Pantheonsgade 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Pantheon betyder på græsk ”alle guder” og har f.eks. givet navn til et tempel i Rom. Og i dag findes stadig den berømte Pantheon-kirke i Paris. Har Pantheonsgade i Odense haft en direkte religiøs betydning?

 

Pantheonsgade i 1950'erne   Pantheonsgades Fragtcentral 1934

Et udsnit af Pantheonsgade - set fra Vestergade - fotograferet i 1950'erne. I baggrunden ses Pantheonsfløjen af Brandts Klædefabrik.

 

Pantheonsgades Fragtcentral i 1934. Det var en af de første, større fragtcentraler i byen. Brandts Klædefabrik ses til højre i billedet.

 

Forlystelsesstedet Pantheon blev anlagt mellem Vindegade og Vestergade ca. 1858, og her var der blandt andet teater, varieté og gæstgiveri. Bagmanden var købmand Ludvig Limkilde. Pantheon bød også på cirkus og fungerede perfekt i forhold til de omrejsende cirkus- og akrobatselskaber, der gæstede Odense. Pantheon satsede på det folkelige og tiltrak et bredt publikum, og stedet var en overgang en slem konkurrent til Odense Teater, der måtte satse på den lette genre for at holde hjulene i gang.

 

Pantheon havde både en teatersal og en ottekantet cirkusbygning samt en smukt anlagt have, hvor der blev arrangeret store høstfester og markedsfester med kunstfyrværkeri. Haven var beregnet for byens og omegnens almindelige borgere og var egentlig Odenses svar på Georg Carstensens Tivoli i København. Også her i byen betalte man indgangsbillet, hvorefter der var frit valg til at benytte karruseller, luftgynger og andre indretninger. Man kunne også vælge at overvære en cirkusforestilling eller se et arrangement i teatret. Der var også en del butikker i den lange overbyggede Pantheons-passage, der fra Vestergade 83 førte ind i haven.

 

Men Pantheon var i det lange løb ikke rentabelt. Først ebbede teatervirksomheden ud, og den sidste forestilling blev spillet i 1886, og året efter var det også slut med aktiviteterne i cirkusbygningen. Teatersalen stod tom i nogle år, før den blev lejet ud. Den nye lejer var ironisk nok Frelsens Hær.

 

Pantheon lå på hjørnet af Pantheonsgade og Vindegade (hvor man senere byggede Frelsens Hærs nye hovedsæde). Forlystelsesstedet er for længst borte, men navnet lever videre som Pantheonsgade. Gaden blev anlagt i 1897 på foranledning af et privat konsortium med grosserer Chr. Dæhnfeldt i spidsen. Gaden havde længe været tiltrængt, da man på dette sted ellers måtte klare sig med en smal sti, der i årevis var den eneste forbindelse mellem Vestergade og Vindegade. Alle kunne bruge stien, men det kostede et beskedent beløb.

 

Gaden blev navngivet efter det lukkede forlystelsesetablissement og har altså intet religiøst snit over sig.

 

Se også frisen i Pantheonsgade.