Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Landsognene 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Indtil 1851 havde Odense byporte, hvor bønderne betalte skat (den såkaldte konsumtionsafgift), når de førte varer ind i byen. Portene skilte byen fra landet. Alligevel var grænsen mellem by og land noget flydende. Omkring byen lå en række marker, som blev brugt og dyrket af Odenses indbyggere. Her græssede byens kreaturer. Lidt længere ude lå en række landsbyer, der på forskellig vis var knyttet til Odense. Den fynske hovedstad var f.eks. et naturligt midtpunkt for handelen, når der var markedsdage. 

 

Nybyggeri på Stadionvej 1942   Skibhusvej og Fredens Kirke 1932

Bolbro og Hunderup landsbyer blev indlemmet i Odense i 1901, og snart begyndte kvartererne at vokse hastigt. Billedet fra Stadionvej er taget kort efter udvidelsen af vejen i 1942 og viser nye etageejendomme på grænsen til det åbne land.

 

Parti fra Skibhusvej med Fredens Kirke 1932. Der flages i anledning af Skt. Hans Landsogns indlemmelse i Odense Købstad.

 

Det middelalderlige Odense havde flere store kirkelige institutioner, der ejede jord rundt om på Fyn. Det gjaldt ikke mindst Skt. Knuds Kloster, der var det ældste af de odenseanske klostre. I 1193 overtog munkene eksempelvis en del af landsbyen Hunderup fra nonnerne på Nonnebakken. Klostret ejede - ligesom Skt. Hans Kloster og Dalum Kloster - en mængde gårde i egnen omkring Odense. Faktisk var de kirkelige besiddelser helt enerådende i mange sogne som f.eks. Ubberud, Korup, Bellinge og Sanderum.

 

Efter reformationen i 1536 overgik kirkens og klostrenes ejendomme til kronen, som satte forskellige lensmænd til at drive fæstegårdene. Efterhånden blev jorden samlet på nogle få hovedgårde, solgt til private eller blev omdannet til ryttergods. Baggrunden var en omorganisering af militæret fra 1670. Der blev oprettet et rytteri, hvor bonden stillede med en rytter (enten selv eller en karl) mod at blive fritaget for alle afgifter – men kort tid senere blev gårdrytterne afløst af en hvervet hær af ryttere, som blev indkvarteret hos de samme bønder.

 

Rundt om Odense lå flere rytterdistrikter. Det gjaldt blandt andet det senere Skibhuskvarter, der i middelalderen havde hørt under Skt. Hans Kloster. Ryttergodset blev solgt i 1764 på en stor auktion, hvor den mægtige Odense-købmand Peter Eilschou købte en del af jorden og byggede Marienlund Hovedgård. 

 

Sidst i 1700-tallet skyllede en bølge af landboreformer ind over Danmark, og de berørte selvsagt også sognene omkring Odense. De gamle landsbyer blev udskiftet, og bønderne blev selvejere. Odense havde samtidig vokseværk, og dele af omegnssognene blev indlemmet og sammenlagt med Odense. Allerede i 1879 kom området ved Nyborgvej, Rødegårdsvej, Kragsbjergvej og Munke Mose ind under købstadens vinger. I 1901 blev landsbyerne Bolbro og Hunderup (Skt. Knuds Landsogn) indlemmet, og siden fulgte Skibhuskvarteret og Åløkkekvarteret (til sammen Skt. Hans Landsogn (1932) og Vor Frue Landsogn (1936). Og endelig blev 18 kirkesogne en del af Odense Kommune ved den store kommunesammenlægning i 1970. Så man kan roligt sige, at Odense har levet og åndet med nabosognene.