Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Jomfruspringet

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Engang i svenskekrigenes tid - formentlig under krigene 1657-1660, da store dele af Danmark var besat - forfulgte kåde svenske soldater en ærbar ung pige. For at redde sin ære flygtede hun op i Skt. Knuds Kirkes tårn, og da de svenske soldater også fulgte efter hende her, styrtede hun sig ud af en af de øverste luger i kirketårnet, faldt ned på Klingenberg foran porten til Skt. Knuds Kloster og døde på stedet. I stenen på fortovet ud for Telefonhuset/Handelsbanken kan man endnu - med lidt god fantasi - se aftrykket af hendes fødder, som med voldsom kraft ramte jorden først.

 

Jomfruspringet Skt. Knuds Kirke set fra Jomfruspringet

Stenen foran Handelsbanken.

Skt. Knuds Kirke set fra stedet, hvor stenen ligger. Man må konstatere, at der har været en god vind den dag!

 

Så kort er historien egentlig, men som andre historier er den også blevet bedre med årene. Da biskop Engelstoft i slutningen af 1800-tallet skrev sin byhistorie, var historien endnu nogenlunde som fortalt ovenfor. Senere har man også forsøgt at forklare sig ud af hullet i stenen - det skulle nemlig være et mærke efter jomfruens paraply. Og i et søndagstillæg til Fyens Stiftstidende fra oktober 1937 var der ligefrem en hel dramatiseret udgave af historien, hvor forfatteren, Torkild Fleng, blandt andet kunne fortælle, at frøkenens sidste ord var "Gud være min sjæl nådig".

 

Alt i alt var biskop Engelstoft skeptisk over for historien om Jomfruspringet. Der var ingen samtidige kilder til historien, hverken i dagbøger eller andre optegnelser, men der var snarere tale om et løst folkesagn, som i eftertiden var blevet knyttet til erindringen om svenskernes besættelse - et vidnesbyrd om, hvor stort et indtryk, denne besættelse havde gjort. Og pudsigt nok kendes en præcis tilsvarende historie fra Norge, hvor den også er rettet mod svenskerne. Så med et smil på læben kunne historien lige så godt omdøbes fra historien om Jomfruspringet til historien om "de forbandede svenskere".

 

Da Klingenberg fik sin nye granit, blev vi på Stadsarkivet kontaktet og måtte oplyse vejfolkene om sagens sammenhæng - så stenen ligger der endnu. Se selv efter!