Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Højbjergbanen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Odense havde tidligere flere motorbaner. Fangelbanen åbnede i 1946 og nogle år senere slog motocrossbanen i Højbjerg portene op. Det skete efter, at en tilsvarende bane i Langesø lukkede i 1949. Bag banen stod Fyens Motor Sport, der i midten af 1950'erne var landets største motorklub med 1.350 medlemmer. Der blev også kørt løb på Fyns Væddeløbsbane, ligesom Odense Atletikstadion lagde slagger til speedwayløb. Tusinder af odenseanere oplevede den internationale speedwayelite sætte hinanden stævne i Odense fra de tidlige 1950'ere og frem til 1965. På banen blev der bl.a. kørt den nordiske finale i speedway VM-serien.

 

Højbjergbanen i 1950'erne Højbjergbanen 1967

Motocrossløb på Højbjergbanen i 1950'erne.

Fra DM i motocross på Højbjergbanen i 1967.

 

Motocrossbanen fostrede ikke alene en af efterkrigstidens største motorsportshelte, Ejvind Hansen, men var også et yndet tilholdssted for områdets børn. Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen fortæller i sine erindringer om, hvordan han yndede at cykle rundt på banen: ”Vi havde selvfølgelig ingen motorcykler, men vi havde vore cykler, og nede hos smeden eksperimenterede vi med at lave ”crosscykler”. Jeg husker, hvordan jeg lavede en teleskopforgaffel og andre små forbedringer på cyklen”. Og så tilføjer han: ”Min mor var ikke så begejstret for motorsport og så hellere, at jeg dyrkede noget andet”, og så blev det fodbolden, der vandt.

 

Byens traditionsrige motorsportsklubber klarede sig godt indtil 1970'erne, hvor motorfolket fik kniven på struben af miljømyndighederne. Især de mange støjklager fra naboer truede banerne i både Fangel og Højbjerg.

 

Blandt dem, der fik de nye skrappe miljøkrav at føle, var motocrossfolkene i Højbjerg. Gennem 1980'erne førte Fyns Motor Sport en lang og sej kamp mod naboer og myndigheder for at kunne give den gas. Da klubben købte det store område ved Korup, lå banen isoleret, men efterhånden var der kommet flere boliger til området, og samtidig tog protesterne over støj og støv til i styrke. En lind strøm af klager fulgte, og banen overlevede kun, fordi den kørte i laveste gear. Hvis støjen blev dæmpet med færre løb og mindre træning, måtte klubben godt holde hjulene i gang på banen, indtil en ny bane var etableret.

 

I midten af 1990'erne kørte Højbjergsagen helt fast, og ombygningsplanerne for motocrossbanen døde sammen med sergentskolen i 1993. Politikere og planlæggere havde satset på de naturskønne omgivelser i Højbjerg som stedet for den mørkeskydebane, der var betingelsen for sergentskolens flytning til Odense. Odense Kommune troede, at man i samme ombæring kunne løse problemet med motorsportsfolkene, men havde gjort regning uden vært. Beboerprotesterne var massive, og de protesterende fik til sidst medhold i, at uvurderlige naturværdier ville gå tabt, og løbet var kørt for motorbanen i Højbjerg. Odenses dage både som garnisonsby og som motocrossby var talte.