Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Grynhusene 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I 1905 dukkede et nyt gadenavn pludselig op i Odense Vejviser, nemlig Georgsgade. Men til gengæld gled Grynhusene ud. Der var ikke tale om en ny gade; det var blot den gamle gade, der fik nyt navn. Den var opkaldt efter prins Georg, der var søn af Christian 9., og som senere selv blev græsk konge. Det nye navn var imidlertid ikke rodfæstet i byens fortid, sådan som det oprindelige navn var.

 

Georgsgade eller Grynhusene i 1927 Grynhusene i Odense Vejviser 1902

I 1927, hvor billedet blev taget, var den sidste del af Georgsgade (det tidligere Grynhusene) endnu en lille sti, der førte ud til Ejby.

 

Grynhusene i Odense Vejviser årgang 1902.

 

Det var ganske vist ikke første gang, at vejen fik andet navn. Et kik i annalerne viser, at vejen en overgang blev kaldt Ejbystrædet eller Ejbygyden, fordi den førte ud til Ejby Mølle. På det tidspunkt var det dog ikke andet end en sti fra byens udkant.

 

Grynhusene kom til i midten af 1700-årene og var nært knyttet til det sukkerraffinaderi, som blev anlagt ved Odense Å. I kølvandet dukkede flere små huse op på de omkringliggende jorder. Flere af husene var opført af Sukkergårdens ejer – det gjaldt blandt andet et mindre hus syd for raffinaderiet. Huset blev kaldt Grynhuset, og huset kom med tiden til at lægge navn til hele den række af huse, der blev opført langs gaden.

 

I årene fra 1858 til 1903 blev en stribe nye huse opført langs Grynhusene. Og de nye beboere begyndte at stille andre krav. Grynhusene lå lidt hengemt, og gaden var i lange tider nærmest ufarbar. Det fik i 1898 gadens beboere op af stolen. De skrev til byrådet og bad om at få gjort noget ved tingene. ”Passagen i gaden er, særlig under fugtigt vejrforhold, så vanskelig, at der næppe blandt kommunens gader findes noget sidestykke hertil”, klagede beboerne. Byrådet kunne dog i det mindste lade gadelysene være tændt, så folk kunne finde vej om natten.

 

Og så ville gadens beboer gerne have, at gaden fik et andet navn. Grynhusene stammede fra ”gammel tid”, da der kun var nogle få nogle få huse på stedet, ”og i tidernes løb har dette lidet velklingende navn da holdt sig”. Grundejerne foreslog derfor, at Grynhusene blev udskiftet med Frederiks Allé, men grundejerne tilføjede dog, at de ville være glade for hvilket som helst andet navn, som byrådet måtte finde på. Bare de slap af med Grynhusene.

 

Gaden blev ordnet, gadelyset fik lov at være tændt længere, og byrådet tyggede på navnesagen. Man blev enig om, at gaden kunne hedde Georgsgade, så navnet kom til at flugte med de øvrige gadenavne i kvarteret, hvor man også havde taget udgangspunkt i kongefamilien. Men gadens beboere måtte selv betale for at få sat de nye vejskilte op!