Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Eventyrhaven

 

af Holger Dyrbye og Claus Thøgersen

 

Eventyrhaven var oprindeligt haven bag Skt. Knuds Kloster, men området blev omkring 1870 erhvervet af Fyns Stifts Læseforening som rekreationsområde for medlemmerne, når de ikke læste i bygningen ved kirken. Der blev i den forbindelse anlagt have - de fleste af træerne fra den tid er dog siden gået til.

 

Eventyrhaven ca. 1880 Skyderi i Eventyrhaven 5. maj 1945
Eventyrhaven med Læseforeningens bygning ca. 1880. Den 5. maj 1945 blev der skudt otte modstandsfolk og civile i Eventyrhaven. Her ses en modstandsmand gå i dækning bag et træ. I baggrunden ses hvad der sandsynligvis er faldne personer i græsset.

 

Læseforeningen blev dog siden ramt af dårlig økonomi og flyttede derfor til bygningen i Kronprinsensgade - i den bygning, hvor der siden har været musik- og børnebibliotek. I 1942 overtog kommunen haven. Umiddelbart efter blev den runde pergola etableret, og toiletter og bassin mod Klosterbakken blev anlagt i 1944. Læseforeningens bygning mod Albani Torv blev revet ned i forbindelse med rådhusets færdiggørelse i 1955, og kirken blev blotlagt. B. Helweg-Møller, arkitekten bag det nye rådhus, udtænkte planen for Eventyrhaven. Man ville få et dejligt grønt område i centrum af byen og desuden en pompøs udsigt fra rådhusets kantiner. Planen inddrog en række grønne områder: Læseforeningens Have, Klosterhaven, Stiftsbibliotekets have, Industripalæets have og noget af kirkens arealer.

 

Bagåen, hvoraf der endnu er en rest i Eventyrhaven, gav vand til Munke Mølle, som lå omtrent, hvor parkeringspladsen nu er. Det var også her, byens første offentlige elektricitetsværk, bygget i 1908, lå. Det leverede strøm til Odense indtil 1953, hvor Fynsværket overtog produktionen.

 

Bronzeskulpturen af H.C. Andersen blev udført af Louis Hasselriis og betalt af en indsamling efter H.C.Andersens død. Den blev afsløret i 1888 i Kongens Have, flyttet til Gråbrødre Plads i 1905 og i 1949 til Eventyrhaven.

 

I Eventyrhaven findes desuden mindesten for otte faldne danskere den 5. maj 1945. Stenene er placeret på de steder, hvor de enkelte faldt, og er forsynet med navn, fødselsdato og teksten "Faldt for Danmark 5. maj 1945". I alt døde 23 danskere i Odense på befrielsesdagen. Hertil kom omkring 80 sårede foruden de tyske tabstal.

 

Efter en vellykket udstilling i 1961 har der været afholdt skulpturudstillinger i haven ca. hvert andet år. En "skulptur" på udstillingen i 1967 vakte særligt røre - Svend Dalsgaards "Det indvendige af Odense". Den var udformet som et hul i jorden med stakit om. Værket var ment som en protest mod nedrivningerne til Thomas B. Thriges Gade.

 

Det er omdiskuteret, om Eventyrhaven eller H.C. Andersen-Haven er det rigtige navn til parken. Det officielle navn er H.C. Andersen-Haven, men den har været kaldt Eventyrhaven i folkemunde og i markedsføring i hvert fald siden den første skulpturudstilling i 1961.

 

Læs mere

 

Kilder:

Erik Heeser Nielsen (red.): Det Grønne Odense i 125 år. Stadsgartnerens afdeling i Odense, Odense Kommune 1990.

Jørgen Hæstrup: Odense bys historie bind 9: Krig og besættelse. Odense 1940-1945. Odense Kommune 1979.

Fyens Stiftstidende 9.10.1990