Spring til indhold
Luk

Om Odense  

Den gamle kanal 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Odense var oprindelig ikke nogen havneby, og besejlingsforholdene på Odense Fjord var vanskelige. På Christian den Fjerdes tid i begyndelsen af 1600-årene måtte man f.eks. tage varer i land ved Skibhusene, og ofte måtte man omlade fra store skibe til pramme for at få varerne i land. Midt i 1700-tallet foreslog præsten ved Vor Frue Kirke i Odense, Salomon von Haven, at der blev gravet en kanal fra Pjentedammen til Odense Å ved Seden. Dette projekt var også baseret på, at der skulle være omladning til lavbundede pramme, og det var først, da den foretagsomme stiftamtmand Friedrich Buchwald i 1792 tog kanaltanken op, at der for alvor skete noget i sagen. 

 

Luftfoto fra Odense Kanal 1965 Tegning af kanalprojekt 1797

Luftfoto af Odense Staalskibsværft, H.J. Hansens genindvindingsplads og Fynsværket ved Odense Kanal 1965.

Udsnit af tegning af kanalprojektet, 1797.

 

Odense Kanal og Havn blev et af det sene 1700-tals største anlægsarbejder på dansk grund. Projektet sprængte budgettet og endte med at blive mere end tre gange så dyrt som forudset. Arbejdet, der blev lavet med håndkraft, skred langsommere frem end planlagt, og der manglede arbejdskraft, hvorfor der måtte hentes folk helt fra Holsten.

 

Fra 1803 kunne der sejles til havnen. Kanalen var lang med dæmninger i fjorden. Indsejlingen gik gennem fjorden og videre over i den uddybede Odense Å, mens resten af turen foregik i en sejlrende i bunden af Baagø Strand og videre ind til selve havnebassinet.

 

Kanalen løb med årene ind i flere problemer, og et af dem var de stadigt større skibe. Det førte til, at kanalen og havnen måtte udvides og graves dybere. Samtidig blev Baagø Strand forsøgt tørlagt. Det skete i flere omgange, men i 1904 åbnede en helt ny kanalføring fra fjorden og ind til byen, og samtidig var dybden i den nye kanal større end i den gamle. Nu gik kanalen ikke længere lige forbi Skibhusene. Gennem nogle år lå de to kanalforløb side om side, men billedet skiftede, da der efter 2. verdenskrig skulle skaffes plads til det nye Fynsværk.

 

Det nye fælles fynske elværk blev placeret ved Odense, så man kunne få størst muligt udbytte af overskudsvarmen fra elproduktionen, og ved Odense Kanal, så man lettest muligt kunne få tilført brændsel. Byggeriet af Fynsværket gik i gang i 1949, og i 1953 stod værket klar til at blive sat i drift. Men allerede i 1940’erne var man gået i gang med at forlænge Havnegade over Baagø Strand, og der blev også lavet en ny forbindelsesvej mellem Skibhusvej og Havnegade ved Fynsværket, som fik navnet Baagøgade.

 

Det var i forbindelse med disse byggerier og vejarbejder, at en del af den gamle kanalarm, der oprindelig kom ud lige nord for Odense Staalskibsværft, blev opfyldt – omkring 1950. Den overlevende rest af den gamle kanalarm har forbindelse til Odense Å og kom senere i brug som afløb for Fynsværkets kølevand.