Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Assistenskirkegården

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Inde midt i byen lå i ældre tid byens kirkegårde, rundt om kirker og klostre. Finest var det at blive begravet inde i kirkerne, gerne helt oppe ved alteret, men de fleste måtte klare sig med mindre, ja rigtig mange blev – som H.C. Andersens far – blot stedt til hvile uden for kirkedøren, hvor der nu var plads, og gerne under et simpelt trækors, der snart forsvandt.

 

Professor Labris grav 1963 Assistenskirkegården november 2010

Johannes Marius Dines Petersen – alias markedsgøgleren, professor Labri – ligger begravet på Odense Assistenskirkegård. Hans kolleger i Danmarks Teltholder Forening forsøgte på et tidspunkt at skillinge sammen til et mindesmærke for professoren, men der kom for få penge i kassen. Når teltholderne holdt møde i Odense, lagde de i stedet en krans ved gravstenen. Her er det i 1963 fra venstre teltholdernes formand, Otto Krüger, Kolding, Glausdis Hansen, Odense, og professor Tribini, Dyrehavsbakken.

Assistenskirkegården kan også byde på naturoplevelser midt i byen. Her et parti fra kirkegårdens ældre del, fotograferet i efteråret 2010 af Casper Vett.

 

Men det blev der lavet om på for et par hundrede år siden. Enevælden bemærkede først problemet i København, som var mange gange større end datidens Odense, og allerede i 1760 fik hovedstaden sin assistenskirkegård, langt uden for byens volde på det nuværende Nørrebro.

 

Her i byen blev spørgsmålet rejst af stiftsøvrigheden, dvs. stiftamtmanden og biskoppen, i 1793. Baggrunden var blandt andet de slette forhold ved Skt. Hans Kirke, hvor overfyldningen af kirkegården medvirkede til fugt i kirkens indre og truede med ligefrem at ødelægge bygningen. Fra København kom der så besked om, at man skulle finde et stykke af byens mark og udlægge det til en ny assistenskirkegård – altså en hjælpekirkegård.

 

Også dengang kunne der være langt fra rigets magthavere og ud til virkeligheden. Stridigheder mellem lokale kamphaner var med til at forsinke sagen, og først da der kom nye folk til, og regeringen med kort frist forbød nye begravelser inde i kirkerne, skete der noget. En kommission, der blandt andet havde biskop Peder Hansen og redaktør Søren Hempel som medlemmer, fik udpeget et areal uden for byens Vesterport – og man indgik samtidig en aftale med haveinspektør Hans Müller, der i forvejen arbejdede ved slottet, om at anlægge den nye assistenskirkegård.

 

Den 11. maj 1811 var man klar til indvielsen, som blev fejret med pomp og pragt. Biskop Hansen, der døde i december 1810, havde selv bestemt, at han ville begraves på den nye kirkegård, og hans kiste blev overført fra Skt. Knuds Kirkegård til det nye anlæg umiddelbart efter indvielsen. Den nye kirkegård blev først alment accepteret i løbet af nogle årtier. Stedet ude vest for bymidten var ikke særligt velanskrevet, for her havde byens natmænd og skarpretter normalt holdt til, og her var også byens galge. Men lidt efter lidt vænnede folk sig til den nye kirkegård. I 1853 blev der sat et endeligt punktum for begravelser inde ved domkirken.

 

Assistenskirkegården blev i takt med byens vækst udvidet hele 12 gange – sidste gang i 1947 – før udflytningen til forstæderne og ændrede begravelsesskikke gjorde, at nu var de 32 hektar kirkegård faktisk alt for meget. I de seneste 25-30 år har anlægget for alvor skiftet karakter. Mange steder er der næsten uhyggeligt langt mellem gravminderne, og overvejelserne om, hvad man nu skal stille op med de ledige arealer, har allerede været i gang.

 

Læs mere

 

Kurt Due Johansen m.fl., "Kirkegården for alle". Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen, Park og Natur 2011