Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Thomas B. Thrige

 

af Jens Åge S. Petersen

 

Thomas Barfoed Thrige grundlagde en af Odenses største industrivirksomheder i første halvdel af det 20. århundrede. Han var født i 1866 i Odense som søn af lærer Carl Mathias Thrige og hustru Betty Barfoed. Faderen havde store forventninger til sønnen i boglig retning, men Thomas B. Thrige var af den praktisk anlagte type og har selv berettet, at han fandt større fornøjelse i at tilbringe tiden med håndværksmæssige amatørfrembringelser end med teoretisk terpen. Han blev da også udlært som smed, men videreuddannede sig - først på Odense Tekniske Skole og siden på Københavns Tekniske Skole, hvor han blev udlært maskinist.

 

Thomas B. Thriges værksted, 1890'erne Thomas B. Thrige

Ansatte på Thomas B. Thriges værksted på Klingenberg omkring 1895.

Thomas B. Thrige fotograferet omkring 1925.


I slutningen af 1880'erne foretog han studierejser, dels i Frankrig og i Tyskland og siden i USA. I 1888 rejste han til Philadelphia, hvor han fik en stilling på et instrumentmagerværksted, der lavede forsøgsarbejde for forskere. Det lykkedes også for Thrige at få ansættelse hos sit helt store forbillede, Thomas A. Edison. Selv om meget af arbejdet var rutinearbejde, har han selv beskrevet opholdet hos Edison som værende af stor betydning, og fortalt, at arbejdet gav ham et "godt grundlag for senere ideer af afgørende værdi".

 

Efter opholdet hos Edison fik Thrige en stor stilling hos General Electric, men i 1894 besluttede han at flytte hjem til Odense. Han var på det tidspunkt blevet gift med Ingeborg Nanna Rasmussen og havde fået to børn. I Odense lejede han et værksted i Kongensgade, hvor han nedsatte sig som cykelsmed sammen med et par medhjælpere. Arbejdet medførte bl.a. et samarbejde med den odenseanske cykelfabrik Smith & Co. I 1895 slog han sig sideløbende på elinstallationsarbejde og ret hurtigt blev det på det område, han tjente mest. Levering af el var en hastigt voksende branche, og rundt om Odense stod både private og virksomheder i kø for at blive tilsluttet elforsyningen. Odense havde i 1891 fået en offentlig elforsyning, men for de mange uden for Odense, som ikke var tilsluttet, var der et stort behov, som Thrige kunne opfylde, eftersom han også begyndte at fremstille dynamoer og elmotorer. Produktionen var i vækst, og i 1898 var det lille værksted ved Klingenberg, hvor Thrige havde holdt til i nogle år, for lille, hvorefter han lod opføre en stor fabrik på Tolderlundsvej i Odense, som adskillige gange blev udvidet.
 
Thomas B. Thriges elektromekaniske produktion blev i årene op mod 1. verdenskrig Danmarks største. I 1913 fremstillede virksomheden 6.000 maskiner, hvilket svarede til ca. 75 % af den danske produktion. Thriges virksomhed var allerede før 1. verdenskrigs udbrud en af Odenses allerstørste industrivirksomheder, med langt flere ansatte end på nogen anden odenseansk virksomhed. Det samme billede var gældende i hele mellemkrigsperioden, og i 1930'erne var langt flere end 1.500 medarbejdere ansat på hans fabrikker.

 

Ud over elmotorer og dynamoer kastede Thomas B. Thrige sig også over produktion af bl.a. elevatorer og biler. I 1909 produceredes den første elektrisk drevne lastbil og i 1910 kom de første benzindrevne vogne. I 1918 grundlagdes De forenede Automobilfabrikker og en egentlig masseproduktion blev igangsat, selv om bilproduktionen aldrig kom på højde med den elektromekaniske produktion. Det var især Triangel-busser og lastbiler, som produktionen blev koncentreret om.

 

Thomas B. Thrige blev en særdeles velhavende mand. I begyndelsen af 1930'erne havde han en personlig formue på 6,4 mio. kr, hvilket gjorde ham til landets mest velhavende fabrikant. Umiddelbart stod der ikke en ny generation parat til at tage over efter ham, hvilket var baggrunden for oprettelsen af Thomas B. Thriges Fond i 1934. Aktiverne bestod hovedsageligt af Thomas B. Thriges personligt ejede elmotorfabrik i Odense og af dominerende aktieposter i A/S De forenede Automobilfabrikker i Odense og i A/S Scandia i Randers.

 

Som storfabrikant havde Thomas B. Thrige forskellige tillidshverv, f.eks. var han en kort overgang valgt medlem af byrådet for Højre fra 1909-1913, bestyrelsesformand for Fyens Disconto Kasse fra 1925 og frem til hans død og var endvidere medlem af bestyrelsen for Foreningen af Fabrikanter af Jernindustrien i Provinsen, Industrirådet og Store Nordiske Telegrafselskab. Thomas B. Thrige var også en stor mæcen og betænkte bl.a. byens teknikum og sin gamle skole, Mulernes Legatskole, med legatmidler, ligesom han i 1930 var hovedsponsor bag udvidelsen af H.C Andersens Museum.

 

Thomas B. Thrige døde i 1938.

 

Læs mere

 

Per Bojes artikel i Odensebogen 1991.

 

Øvrige kilder:

 

René Schrøder Christensen: Thrige - mennesket & virksomheden. Odense Bys Museer, 2010.

 

Tage Kaarsted og Per Boje: Thomas B. Thrige. Primus Motor - fra el-industriens barndom. Odense, 1983.