Spring til indhold
Luk

Om Odense

Spytteren

 

af Andreas Skov 

 

Spytteren - eller Niels Carl Alfred Anthonsen (1851-1933), som han hed i virkeligheden - var en af Odenses originaler. Han blev berygtet for at spytte folk i ansigterne og var i det hele taget temmelig uforskammet over for sine medborgere. Men eftersom Spytteren - som så vidt vides den eneste af byens originaler - har skrevet sine erindringer, ved vi, at i hans indre univers var spytteriet blot et led i en retfærdig kamp mod en sammensværgelse af fordærvede mennesker, hvor selv dele af Odense Politi var indblandet.

 

Det eneste kendte billede af Anthonsen, taget ca. 1900.

Overgade med Skjolden, hvor Spytterens første angreb fandt sted i 1894. Billedet er fra ca. 1880.


Niels Carl Alfred Anthonsen blev født i 1851 i Nedergade. Han kom i lære som skomager, og som ung skomagersvend drog han på valsen i Europa, hvilket bragte ham så langt væk som til Grækenland. Det var dog først i 1882, under et ophold i Wien, at folk (efter hans opfattelse) begyndte at opføre sig mærkværdigt. Kvinder begyndte at udspionere og forfølge ham. Ingen steder kunne han være i fred, og kvinderne bestak andre, for at deres forfølgelse af Anthonsen kunne foregå mere og mere raffineret.

 

Anthonsen holdt forfølgelsen ud i fire år, men måtte til sidst give op og forlade Wien. I et par år rejste han rundt til forskellige byer i Østrig-Ungarn i et forsøg på slippe bort fra det såkaldte "krapyl", men han blev forfulgt overalt. Til sidst havde han fået nok og besluttede sig i 1889 for at vende hjem.

 

Desværre fulgte "krapylet og dets agenter" med ham hele vejen tilbage til Odense, hvor de snart begyndte at hoste, harke, spytte og lave piruetter uden for hjemmet i Pjentedamsgade, hvor han boede sammen med sin mor. Og ikke nok med det. Krapylet fik hurtigt hvervet nye agenter i Odense, så inden længe var store dele af byens befolkning indblandet i forfølgelsen af Anthonsen.

 

I de første fem år forsøgte Anthonsen at ignorere krapylet og dets agenter og appellerede i stedet for til de ansvarlige myndigheder, så de kunne få standset ugerningerne. Han skrev derfor både til politimesteren i Odense, landets justitsminister og sågar Majestæten, men lige lidt hjalp det, og snart blev Anthonsen klar over, at dele af Odense Politi også var indblandet i sammensværgelsen.

 

Den 24. oktober 1894 valgte Anthonsen at tage kampen op mod krapylet. Anthonsens nabo, vognmand A.L. Sørensen, var med i sammensværgelsen og havde i flere år chikaneret ham på den mest skammelige og primitive måde. "... hans funktion [havde] været mindst 50 gange om dagen at passere vore vinduer og hver gang udstede et brøl som en forsvundet bøffelokse forbundet med udspytten. Ofte stampede han ekstra i asfalten, så huset rystede i sine grundvolde". Anthonsen gik nu til angreb og spyttede ham tre gange i ansigtet og smed ham omkuld på en trappesten.

 

Anthonsen havde taget kampen op, og i den følgende tid gav han krapylet igen af samme mønt og spyttede adskillige medlemmer af sammensværgelsen i ansigterne. Inden længe blev der indgivet anmeldelse mod Anthonsen, og i juli 1895 blev han stillet for retten, hvor dommeren betegnede ham som værende sindssyg og at lide af forfølgelsesvanvid. I Anthonsens univers var det dog det samfund, der omgav ham, som var sindssygt, og han fortsatte således kampen mod krapylet lige til sin død i februar 1933. I Odense fik han derfor øgenavnet Spytteren.

 

Læs mere

 

Poul Duedahls artikel i Odensebogen 2000.