Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Officers-Stine

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Officers-Stine var nok en af Odenses mest iøjnefaldende originaler for et par menneskealdre siden. Da Officers-Stine, hvis borgerlige navn var Kirsten Andersen, døde på forsørgelsesvæsenets sygeafdeling i sommeren 1922, skrev Fyens Stiftstidende blandt andet: ”I går eftermiddags er den mest kendte af byens originaler, Stine Andersen, kendt af hvert barn og voksen her i byen (og kendt langt ud over byens grænser) under navnet Officers-Stine, afgået ved døden”.

 

Officers-Stine med sin bizarre påklædning med ildrød frakke, fjerhat og masser af pynt. Hun er fotograferet på Tolderlundsvej ca. 1912.

Stine på havnen. Ukendt tidspunkt.

 

Officers-Stine var kommet til verden i Odense i 1838. Hun voksede op under beskedne kår, og det fortælles, at hun i sin ungdom var en både smuk og livsglad pige. Når Stine var endt som lidt af en stakkel, så skyldtes det – vistnok – en ulykkelig kærlighedshistorie. Det var begyndt, mens Stine tjente på Larsens Hotel (det senere Brockmanns Hotel) i Odenses centrum. Det var et fast tilholdssted for byens dragoner i deres flotte uniformer, og her tabte hun sit hjerte til en af garnisonens unge officerer. Kærligheden blev først gengældt, og den galante løjtnant inviterede hende gerne ud på byens spisesteder og sågar i teatret på Sortebrødre Torv. Lykken varede dog ikke evigt. En dag rejste løjtnanten fra byen, og Stine stod tilbage med et knust hjerte. Længslen efter kæresten drev hende til vanvid, og byens soldater blev fra nu af ofte overfaldet af Stine, da hun nu nærede et had til alt, som hørte militæret til.

 

Hun levede nu som blomstersælgerske. Blomsterne fandt hun i byens skarnkasser og affaldsbunker– de var ofte visne og udtørrede – og dem forsøgte hun at prakke folk på, når hun vandrede rundt i Odenses gader og gårde. Blomsterne havnede efter købet igen i skraldespanden, og så kunne Stine samle dem op igen og sælge dem videre til et nyt offer, der ville hjælpe en stakkels kvinde. Det gav lidt penge, så hun ikke måtte forsørges af fattigvæsenet. En flok støjende og hujende børn sværmede ofte om hende, når hun kom spadserende gennem byen i fuld krigsmaling.

 

Hun boede i flere år på Tolderlundsvej 2 – ikke langt fra direktør Thomas B. Thrige. Da Thrige skulle udvide fabrikken, købte han huset, hvor Stine boede. Men hun ville ikke flytte, og det kom efter sigende til flere kontroverser, hvor hendes berygtede temperament kom i kog. Til sidst måtte hun dog flytte nogle huse længere hen ad Tolderlundsvej.

 

Da Odense Kommune i 1978-79 lavede en erindringsindsamling, var der endnu mange, der huskede Officers-Stine fra deres barndom. Harriet Ohrhammer Madsen fortalte f.eks. om, hvordan hun rodede i skarnkasserne: ”Hun rodede i kasserne og fandt blomster. En dag vippede lemmen til gødningskummen, og Stine kom i klemme med sit ene ben. Hun råbte på far. Han måtte hale hende op! … Engang, da jeg gik fra skole, kom hun gående i al sin stads. Stor, rund, hvid stråhat med bånd og blomster, lang, hvid blondekjole, kludesko og tykke strømper. Hendes øjne flakkede vildt, når skolebørnene drillede hende. Så truede hun krumbøjet af dem med sin stok. Jeg var nærmest bange for hende”.