Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Kaptajn Jespersen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Jesper Peter Jespersen, alias kaptajn Jespersen (1883-1963), havde rod i Lumby. Opvæksten i et solidt bondehjem prægede ham gennem hele livet, og i sine erindringer udpeger han selv tre ”grundpiller”, som fik betydning for ham, nemlig hjemmet, præstegården og skolen. Man burde måske tilføje forsamlingshuset, hvor han lærte gymnastik af en korporal.

 

Kaptajn Jespersen 1916 Kaptajn Jespersen med stavgymnaster 1952

 Kaptajn Jespersen i uniform i 1916.

Kaptajn Jespersen med signalhorn og stavgymnaster på skovtur i 1952.

 

Drengen fra Lumby drømte om at komme på latinskolen, men forældrene havde brug for ham på deres gård, Strandgården. Han blev dog indskrevet på Odense Seminarium, hvorfra han i 1904 tog lærereksamen. Da var han 21 år. Så gik turen til  lærerhøjskolen i København, hvor han gennemgik et årskursus i gymnastik og idræt. Hans pædagogiske baggrund blev ofte brugt, når han som den strenge lærer fortalte om legemets selvtugt.

I 1907 blev Jesper Peder Jespersen gift med Lumbypræstens adoptivdatter Anna, og samme år blev han også indkaldt til militærtjeneste i Odense. Det var egentlig ikke hans mening, at han ville gå militærvejen, men han virkede som reserveofficer og senere som kaptajn indtil 1932.

Hans kommanderende tone med de rullende r’er blev senere et af hans kendemærker, når han instruerede i gymnastikøvelser. Det var også med til at befæste hans folkelige navn som kaptajn Jespersen.

Sideløbende med den militære løbebane startede Jespersen også sit eget gymnastikinstitut i 1922, og han holdt utallige foredrag og skrev indlæg i aviserne. Han holdt også årlige sundhedsstævner på Hindsgavl. Sit store folkelige gennembrud fik kaptajnen, da han i 1927 blev bedt om at lave morgengymnastik til statsradiofonien. Morgengymnastikken blev en kæmpesucces igennem de næste 25 år, hvor han stod i spidsen for den.

Radioens fremmarch i mellemkrigsårene gjorde kaptajn Jespersen til en institution. Når hans vækkende stemme hørtes i radioen om morgenen, gav han lytterne mange råd om sund og fornuftig livsførelse. Hans morgengymnastik var f.eks. krydret med hygiejniske råd om kolde afvaskninger og frisk luft. I sin retorik beskrev kaptajn Jespersen gerne tilværelsen som en evig kamp mod mørkets magter – mod lysets fjender. En kamp, hvor det handlede om at hærde legemet og gøre det modstandsdygtigt over for sygdomsangreb – og sygdom var – i kaptajnens optik - næsten altid selvforskyldt. Han kæmpede i øvrigt selv med eftervirkninger fra et par ulykker, hvor han var faldet ned fra en hesteryg.

Kaptajn Jespersen skrev om den fysiske træning, at den ”… er et skridt fremad mod sundhed, styrke og skønhed … fremad mod målet, et helstøbt menneske”. Han hentede en del af sit tankegods fra sin læremester og nære ven, gymnastikpædagogen J.P. Müller (1866-1938), der i bogen "Mit system" (1904) fordrede lys, luft, bevægelse og renlighed af det moderne menneske. For begge var spørgsmålet om sundhed en dybtfølt personlig kamp, hvor f.eks. gymnastik, hygiejne og levevis flød sammen og viste en vej frem.

I sommeren 1963 fejrede Kaptajn Jespersen sin 80 års fødselsdag. Han havde kort forinden mistet sin hustru, og den 5. september 1963 døde han selv på Skodsborg Kurbad. Han er begravet på Hellerup Kirkegård.

Læs mere

Den landskendte kaptajn Jespersen trådte sine barnesko i Lumby
I: Sletten / Bogense. - 2000. 

 

Kolding, Helle
Viljestærk og hjerteglad : kaptajn I.P. Jespersens 100 sundhedsstævner. Kbh., Carit Andersen, 1996.

 

Petersen, Aksel
Kaptajn Jespersen - forud for sin tid : en frimurer i den ydre verden. - Odense : Sankt Johanneslogen "Maria til de tre Hjerter", 2004. 
 

 

Wøllekær, Johnny
Odense i bevægelse - strejftog i byens idrætshistorie. Byhistorisk Udvalg og SIKO, 2001