Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Johan Ludvig Christensen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Da Danmark i 1849 fik sin første grundlov, var det kommunale selvstyre i sin vorden. Der var langt til nutidens opfattelse af folkestyret. Først i 1868 kom der egentlige byråd i købstæderne, men man ønskede stadig fra statens side at have hånd i hanke med, hvad der foregik lokalt. Derfor fortsatte byrådene med at have en af staten, dvs. regeringen udpeget formand, den såkaldte kongevalgte borgmester, som ledede forhandlingerne i byrådet og førte tilsyn på statens vegne. Hvis han var imod en beslutning i byrådet, og han fandt, at foranstaltningen skadede kommunen, kunne han indberette sagen til Indenrigsministeriet, som så traf den endelige afgørelse. 

 

Borgmester Johan Ludvig Christensen Flakhaven ca. 1910-15

Grosserer, etatsråd Johan Ludvig Christensen (1853-1919), også kaldet Kaffe-Christensen – Odenses første folkevalgte borgmester i tre måneder frem til sin død (Harald Lønborg fot.).

Flakhaven på Kaffe-Christensens tid, foto taget ca. 1910-15. Vestergade nr. 17 ses i baggrunden, med Odense Telefonselskabs klokkestativ på taget.

 

Da kvinderne fik valgret til byrådene, og valgretten på det kommunale område også på andre måder blev demokratiseret i 1908, var der i Folketinget flertal for, at byrådene frem over selv kunne udpege deres formand. Fra 1913 begyndte man fra regeringens side at spørge i kommunerne, om de havde en kandidat, når borgmesterembedet blev ledigt, men først i 1919 kom den egentlige lovgivning om folkevalgte borgmestre. Nu skulle borgmesteren vælges af byrådet blandt dets egne medlemmer.

Odense havde i 1911 fået sin sidste kongevalgte borgmester, Valdemar Bloch. Da lovændringen kom i 1919, blev han tvunget til at træde tilbage fra posten som byrådets formand, og i marts 1919 valgtes grosserer og etatsråd J.L. Christensen (1853-1919) til posten som Odenses første folkevalgte borgmester. Han havde været medlem af byrådet siden 1903 for Højre (de konservative).

I det civile liv handlede J.L. Christensen med kaffe, the og kakao. Siden 1882 havde han haft forretning i Vestergade 17 – i begyndelsen sammen med en kollega, Anders Jensen, der ligesom Christensen var uddannet som farmaceut. Initiativet med en specialforretning for ganske få nydelsesmidler var nybrydende i Odense, og JLC-kaffe blev gennem årene et solidt varemærke, ikke mindst i lokalområdet.

Da J.L. Christensen kom i byrådet, blev han snart formand for bestyrelsen for byens sporvejsselskab og for Odense Teater og var herunder blandt andet stærkt medvirkende til, at Odense i 1914 fik sin nye teaterbygning i Jernbanegade.

Da Christensen i 1919 blev valgt til borgmester, skete det med 10 stemmer mod 9. De konservative og Venstre havde tilsammen én stemme mere end socialdemokraterne, og det borgerlige flertal holdt helt til 1937. Men Christensen selv døde allerede i slutningen af juni 1919, ramt af et hjerteslag. Han fik således kun knap tre måneder på borgmesterposten. Ved hans død hæftede Fyns Social-Demokrat sig ved, at han havde været til at komme til rette med, og da den konstituerede borgmester, J.P. Stensballe, senere holdt mindetale, fremhævede han også, at Christensen havde været god til at udjævne meningsforskelle. Folkevalgte borgmestre skal nok profilere sig, men de skal også gerne formidle et bredt samarbejde i byrådet.


Læs mere

Odensebogen 2000