Spring til indhold
Luk

Om Odense 

G. Koch

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Da Odense Rådhus blev opført omkring 1880, var initiativet frem for alt taget af byens borgmester, Johan Georg Christoffer Frederik Koch eller G.Koch (1827-1914) – den mand, der har givet navn til Kochsgade.

 

Borgmester G. Koch

  

Portrætfoto af Odenses førstemand 1877-1897, borgmester G. Koch. Billedet er taget tidligst 1885, da Koch modtog den kongelige fortjenstmedalje.

 

Koch var uddannet jurist. 1853 blev han politimester i Slesvig, men efter krigen i 1864 blev han fordrevet som mange andre embedsmænd syd for den nye grænse. Et par år senere blev han byfoged og politimester i Odense. Det var i de politiske partiers barndom, og Koch, der oprindelig havde været nationalliberal, sluttede sig snart til Højre. 1869-72 og 1876-81 var han valgt til Folketinget, og i 1877 blev han desuden Odenses borgmester, en post, han beklædte i 20 år, til han var 70 år gammel.

 

Dengang var borgmesteren en kongeligt udnævnt embedsmand, men da Koch både havde embedsmandens overlegne indsigt i sagerne og var i overensstemmelse med det politiske flertal, var hans indflydelse på byrådets beslutninger enorm. Kort efter sin tiltræden som borgmester tog han initiativ til en låntagning, der svarede til kommunens skatteudskrivning i seks år! Odense skulle skifte gear – og han fik byrådets tilslutning. Derfor fik byen en ny skole i Jernbanegade, et nyt rådhus – og meget andet. Det var sjældent, der var større meningsforskelle mellem borgmesteren og de ledende fra ”etatsrådspartiet”, men engang imellem fik oppositionen dog mæle.

 

Rådhusprojektet blev ramt af skandale, idet man måtte pille det ufærdige tårn ned. Det slog nemlig revner, og byrådet overvejede nu simpelt hen at droppe tårnet. Det mente Koch, man skulle, men her led han et af sine sjældne nederlag til dem, der ikke mente, man kunne have et rådhus uden tårn. Ved en anden lejlighed overspillede han nok sin rolle, da han greb ind i en ordveksling mellem to af byrådsmedlemmerne og kaldte regnelærer Chr. Hansen til orden. Denne blev så ophidset over borgmesterens indgriben, at han svarede skarpt igen: ”Jeg bryder mig ikke om, hvad De siger!” – hvad der gav stor tumult. Mødet måtte afbrydes, og de øvrige medlemmer vedtog enstemmigt at misbillige Chr. Hansens opførsel. Få dage senere nedlagde han sit byrådsmandat.

 

Borgmester Koch ville gerne huskes. Han fik f.eks. lov til at købe en særligt fin borgmesterstol til den nye byrådssal, så han ikke skulle sidde på en stol, der svarede til de øvrige byrådsmedlemmers, og da man senere fik fingre i nogle malerier til rådhusets festsal, fik Koch efter ønske lov at betale for ophængningen – og at betale for en rigere dekoration af lofter og vægge, end man hidtil havde fundet penge til. Endelig tog han gerne – med urette – æren for flytningen og restaureringen af Claus Bergs altertavle til domkirken – et projekt, som brygger Theodor Schiøtz fra Albani havde ønsket at være enesponsor på.

 

Borgmester Koch havde megen selvfølelse. Han var initiativrig og højt respekteret, men også mere respekteret end afholdt. Og det glædede ham utvivlsomt, at hans jubilæumsbuste fra 1891 var opstillet i byrådssalen. Nu er den gemt væk i rådhusets kælder.