Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Erik 3. Lam

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Kong Erik Lam (ca. 1120-1146) er ikke en af de mest fremtrædende konger i Danmarkshistorien, men for os i Odense er han alligevel interessant.

 

Det nedbrændte Skt. Knuds Kloster 1913

  

Skt. Knuds Kloster brændte i 1913. Her ser ejerne kaptajn Eigil Jørgensen – i uniform – og hustruen, byrådsmedlem Sophie Jørgensen, på resterne af det gamle kloster, hvor Erik Lam blev munk i 1146. Det nedbrændte kloster blev siden genopført og huser i dag Historiens Hus (Odense Bys Museer).

 

Det lå ikke i kortene, at Erik Lam skulle være konge af Danmark, men da hans morbror, Erik 2. Emune, blev dræbt, stod man med et problem. De mest oplagte kandidater til kronen var simpelt hen ikke gamle nok, og derfor valgte man Erik Lam. Et logisk valg af konge, og derfor blev han i 1137 til Kong Erik 3. Lam af Danmark - selv om Saxo nævner, at han blot blev valgt som en slags overgangsperson, indtil de andre emner var blevet gamle nok.

 

Erik Lam havde knapt sat sig tilrette i tronstolen, før det kom til et oprør i Skåne, og uroen truede med at sprede sig til hele landet. Den nye konge måtte 1139-1141 kæmpe hårdt for sin trone, men gennem et nært samarbejde med blandt andet kirken genvandt han kontrollen over Skåne og fik skabt fred.

 

Dette gode samarbejde med kirken fortsatte. Han gav store jordbesiddelser, grundlagde klostre og holdt sig i det hele taget på god fod med kirken. I Odense var Skt. Knuds Kloster en af de institutioner, der blev begunstiget af Erik Lam. Klostret blev oprettet efter Knud 4.s kåring til helgen i 1100, og det fik straks gode kontakter til kongemagten. Klostret fungerede som en uafhængig og selvstændig økonomisk enhed, der samlede store mængder af gods omkring sig.

 

Knudsmunkene blev meget velhavende og vandt stor indflydelse. De stod sig godt med både kongen, stormænd og borgere, der gav store gaver til klostret. Alligevel var det noget overraskende, at kong Erik Lam i 1146 - angiveligt frivilligt - trådte ned fra tronen og trak sig tilbage som munk i klostret, hvor han døde samme år.

 

Den forhenværende konge blev begravet i klostret. Sagnet fortæller, at han lod sig begrave ved den sydlige indgang til domkirken, så munkene hver dag, når de skulle til messe, kunne træde på hans grav. Omkring 1900 fortaltes det endnu, at Erik Lam gik igen, og at han ved midnatstid fartede fra den ene hanebjælke til den anden, da han efter klostrets nedlæggelse var blevet husvild.

 

Hvordan kong Erik 3. fik tilnavnet Lam, er lidt usikkert. Man kunne foranlediges til at tro, at der var noget galt med hans ben, en slags lammelse, men ifølge 1100-tals historikeren Svend Aggesen var det, fordi han var mild som et lam, mens Saxo påstår, at han var rådvild og aldrig kunne tage en beslutning – altså handlingslammet. Men forklaringen kunne også være, at han var Guds lam.