Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Emil Aarestrup

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Emil Aarestrup (1800-1856) var født i København 4. december 1800 og blev forældreløs som syvårig. En bekendt af familien hjalp ham økonomisk, så han fik mulighed for både at blive student og at tage en lægeuddannelse.

 

Emil Aarestrup

  

Emil Aarestrup – en moderne digter, hvis digte stadig læses og høres (tegning af H.P. Hansen).

 

 

1827 blev et nøgleår i Aarestrups liv. Han bestod medicinsk embedseksamen, blev gift med sin kusine, Caroline Frederikke, og åbnede egen praksis i Nysted på Lolland. Snart fik ægteparret en række børn – med årene et helt dusin. Aarestrup var allerede begyndt at digte, mens han var ganske ung, og hans forfattervirksomhed fortsatte sideløbende med hans lægepraksis på Lolland. Nogen guldgrube var det langtfra – den første digtsamling solgte 40 eksemplarer i de første tre måneder efter udgivelsen.

 

I 1838 flyttede Aarestrup sin praksis til Sakskøbing. Måske kunne det betyde flere velstående kunder og et mere passende selskabsliv? Sakskøbing var imidlertid ikke meget bedre end Nysted, så Aarestrup forsøgte i stedet at blive embedslæge, og i tredje forsøg lykkedes det: I 1849 flyttede han og familien til Odense, hvor han fik posten som stiftsfysikus (embedslæge).

 

Aarestrup faldt hurtigt til i byen, og han gjorde sig også anstrengelser for at opretholde en privat praksis, ikke mindst på herregårdene uden for Odense, så han kunne forsørge den store børneflok. Man har sagt om ham, at hans embedsvirke her i byen var præget af en vis magelig resignation, og det gav også anledning til kritik, da Aarestrup lod sig ansætte som fast læge for de indsatte i dårekisten ved Gråbrødre Hospital (datidens sindssygehospital for Fyn). Grundlæggeren af dansk psykiatri, lægen Harald Selmer, hævdede offentligt, at den slags poster ikke burde klares med venstre hånd!

 

Alt i alt syntes Aarestrup, der var en vis stilstand i den fynske hovedstad: ”Jeg lever et stilleben her i det lille Odense med næsten 13.000 indvånere. Mit liv har mere komfort, end da jeg dag og nat rakkede om på lollandske bøndervogne. Men åndelige sammenstød er lige så sjældne her som der, og svingningerne, jeg derved skulle sættes i, udebliver”.

 

Aarestrup selv døde i embedet som fynsk stiftsfysikus i 1856 og hans kone først godt 40 år senere.

 

Nogenlunde samtidig med, at familien i 1838 flyttede til Sakskøbing, ophørte Aarestrup stort set med at skrive digte – hans begrænsede forfatterskab nåede, mens han levede, kun ud til en begrænset kreds, men er senere kommet til ære og værdighed. Så meget endda, at man på Odense Assistenskirkegård i 1946 placerede en ekstra sten på ægteparrets grav, så man nu ikke kun kunne læse om stiftsfysikus Emil Aarestrup, men også blev gjort opmærksom på, at det faktisk også er digterens grav. Han er stadigt aktuel - og nu er hans indsats som læge gået fuldkommen i glemmebogen.