Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Den Tavse Harmonikamand

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Odense har haft mange originaler, der på forskellig vis har sat sit præg på byen og dens gader. En af disse er den Tavse Harmonikamand – også kaldet Harmonikamanden, Den tavse dansker eller blot Tavse Rolf. Hans borgerlige navn var dog Hans Johannes Jacobsen (1884-1973), og han drev forretningen Rolf på hjørnet af Nedergade og Paaskestræde. Forretningen solgte møbler og flyttede i 1940’erne til hjørnet af Overgade og Torvegade.

 

Den Tavse Harmonikamand, 1920'erne Den Tavse Harmonikamand 1956

Den tavse harmonikamand fotograferet i Gråbrødrestræde under en børnehjælpsdag i 1920'erne.

Her spiller han på Gråbrødre Plads på børnehjælpsdagen 1956.

 

Thorkild Nykjær, hvis erindringer er trykt i Odensebogen, fortæller om, hvordan han købte en divan hos Tavse Rolf på afbetaling. Nykjær fortæller: ”Han havde et kælderlokale på hjørnet af Nedergade og Paaskestræde. På modsatte hjørne havde hans ”kone” en legetøjsforretning. ”Rolf” handlede med brugte møbler, som han for det meste købte i auktionslokalet i Albanigade 2. Så gik han og lavede dem i stand og solgte dem med lidt fortjeneste. Vi købte en divan på afbetaling … ”Rolf” var altid til at snakke med, vi skulle bare ikke blive væk, hvis vi ikke havde penge til et afdrag, så blev han sur. ”Jeg er til at snakke med, selv om de kalder mig den Tavse Dansker”, sagde han”.

 

Tilnavnet den Tavse Harmonikamand fik Jacobsen under 1. verdenskrig. Baggrunden var et væddemål med en ven. Det handlede ikke om penge, men det var en protest mod krigen og i håbet om en snarlig afslutning. Jacobsen svor at forblive tavs, så længe krigen rasede. Krigen trak ud, men ingen – end ikke hans nærmeste – skal efter sigende have hørt ham sige noget i disse år, heller ikke selv om det var ved at drive familien til vanvid. Fra sin optræden var han vænnet til at være tavs, også selv om det var imod hans natur.

 

Den tavse harmonikamand var efter sigende en festlig fyr. Han var en fast institution ved børnehjælpsdage i Odense, hvor gik han rundt med raslebøsse og harmonika, klædt i sit stiveste puds og med høj cylinderhat og med sværtet ansigt. Når folk spurgte ham om noget, så svarede han med at spille et par strofer på harmonikaen. Hvis han så en pige, som han mente nok kunne tåle lidt sjov, så spillede han "Giv mig dit hjerte, Marie". Ind imellem dukkede en abekat op på hans højre hånd og nikkede eller rystede på hovedet som svar på de mange spørgsmål fra nysgerrige børn. Det var de færreste børn, der opdagede, at aben var af stof og lå i ejermandens lomme.

 

Da børnehjælpsdagen i 1904 kom til Odense, så var den Tavse Harmonikamand med, og i de næste 60 år var han et fast indslag. Han besøgte også gerne børnehjælpsdagene i andre byer.

 

Han havde en ganske enestående fantasi til at udtrykke sig på sin harmonika, selv om han ikke sagde et ord. Der var altid børn omkring ham, når han optrådte som den Tavse Dansker på børnehjælpsdagene, og han kunne få børnene til at synge og lege sanglege, uden at sige noget til dem og kun ved hjælp af harmonikaen, og ét er sikkert, han fik mange penge i sine raslebøsser.