Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Christen Kold

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Christen Mikkelsen Kold (1816-1870) var en af 1800-tallets fremmeste skolemænd, der grundlagde både friskoler og højskoler. Det var på mange måder Kold, som førte Grundtvigs skoletanker ud i livet.

 

Christen Kold

  

Christen Kold fik stor betydning for dansk pædagogik. Han ligger begravet på Dalum Kirkegård. Maleri af P.M. Sand Holm, fotograferet af Sophus Bengtsson.

 

I 1852 åbnede Kold Danmarks første friskole i Dalby på Hindsholm, og den blev et mønster for alle senere grundtvig-koldske friskoler. I 1862 ville Christen Kold rykke til Odense, også selv om han ikke brød sig om byen og byboerne. Kold var noget af en særling, og han blev ofte i byerne mødt med hån og latter, når han diskuterede uddannelse og skole. Kold havde nu planer om at åbne en højskole, som lå centralt og alligevel ikke så nær ved byen, at købstadsluften generede eleverne. Derfor valgte han Hjallese Mark.

 

De 40 tønder landbrugsjord, som Kold fik tilbudt, var ikke just tillokkende. Det fortælles, at Kold ved synet satte sig i grøftekanten og bad Vorherre give ham styrke til at dyrke den jammerlige plet. Men det var ikke det eneste problem. Da bønderne i Hjallese hørte, hvad jorden skulle bruges til, var de ikke lette at få i tale. Sagen blev dog ordnet med lidt snilde, da en gårdejer fra Aasum købte jorden og bagefter overdrog den til Kold.

 

Den nyopførte højskole på Hjallese Mark fik pudsigt nok navnet Dalum Højskole, fordi Dalum var bedre kendt end Hjallese. Pengene til byggeriet blev skaffet gennem kaution og frivillige bidrag fra Kolds gamle venner og gode fynboer, der drømte om en markant højskole midt på Fyn.

 

Hvor han kom frem, introducerede han en undervisning, der gjorde op med datidens endeløse remser efter lærebøger. I stedet brugte Kold fortællingen som pædagogisk redskab. Han ønskede ikke, at stoffet bare blev lært udenad, som man gjorde i det offentlige skolevæsen. Han ville gå fortællingens vej – og hans metode bredte sig i de følgende årtier snart i de mange gryende friskoler og med tiden også i det offentlige skolevæsen.

 

Kold havde også en finger med i spillet, da Odense Friskole begyndte i 1863. Kontakten mellem Odense Friskole og højskolen på Hjallese Mark var i 1860’erne meget tæt, men det fik en brat afslutning, da Kold døde i 1870, blot 54 år gammel.

 

Han var først blevet gift i 1866. Den næsten 28 år yngre enke sad pludselig tilbage med to småpiger og som ejer af en højskole, der havde været meget tæt knyttet til inspiratoren Christen Kold. En tid kørte Kolds svoger og søster højskolen videre, men i 1883 var det slut. Skolen drejede nøglen om, og stedet blev nu udelukkende drevet som landbrug, indtil bygningerne i 1886 blev hjemsted for Dalum Landbrugsskole. Tre år senere fik landbrugsskolen også en mejeriskole, som i dag er en del af Kold College. Ringen er sluttet.