Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Bent Helweg-Møller

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Bent Helweg-Møller blev født i Odense den 8. juni 1883, samme år som Herholdt og Lendorfs nye rådhus i Odense blev indviet. Forældrene var kasserer og senere sparekassedirektør Hans Jacob Møller og Anna Sophie Helweg.

 

Bent Helweg-Møller 1955 Byrådssalen 1953

Bent Helweg-Møller fotograferet ved et silhouetklip på Odense Rådhus i forbindelse med indvielsen i 1955.

Det nye rådhus' byrådssal, som blev taget i brug i 1953.

 

Efter endt skolegang kom knægten i murerlære og gik på Teknisk Skole i Munke Mose. Med sit svendebrev i lommen rejste han til København for at begynde på Kunstakademiet. Sideløbende med studierne tegnede han 1906-1910 hos en af landets store arkitekter, Anton Rosen (1859-1928), der blandt andet har tegnet den markante afrundede hjørneejendom, hvor Kongensgade møder Østre Stationsvej. Anton Rosen fik stor indflydelse på Helweg-Møllers arkitektur og var omkring 1. verdenskrig en stor inspirationskilde for en kreds af unge, hvoraf en del senere blev anerkendte arkitekter i Danmark. De unge betragtede Rosen som en moderne arkitekt, eftersom han tog afstand fra de historiske stilarter og deltog i opgøret med historicismen, der havde sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet.

 

Allerede som ganske ung arkitekt fik Helweg-Møller i 1910 til opgave at tegne lamperne til festsalen på Odense Rådhus – og her mærker man tydeligt hans inspiration fra Anton Rosen. Samme år lavede han tegningerne til Fyens Stifts Sparekasses tilbygning, og i den forbindelse modtog han en præmie fra Odense Byråd. I 1915 tegnede han en beboelsesejendom i Klaregade. Senere slog han også stregerne til I.G. varehuset, Vestergade 18, som blev indviet i 1936 – det blev dog senere ombygget flere gange. Bent Helweg-Møller og hans københavnske tegnestue stod desuden for udformningen af Odense Kamgarnspinderis nye fabrik på Munkebjergsvej, og hertil kom en lang række villaer og andre bygninger i fødebyen.

 

Da Odense Kommune i 1938 udskrev en arkitektkonkurrence om et nyt rådhus, var Helweg-Møller blandt de 51 arkitekter, der indsendte et forslag. Blandt de mange projekter skilte Helweg-Møllers sig ud, og han vandt konkurrencen. Helweg-Møllers projekt blev rost for at tage hensyn til rådhusets arkitektur og det på en måde, så det ikke gik ud over tilbygningens indretning og moderne udformning. Og glæden var da også stor, da det viste sig, at vinderen af konkurrencen var fra Odense. I hvert fald citerede Fyens Stiftstidende en unavngiven person for følgende udtalelse: "Når det ikke blev en odenseansk arkitekt, der vandt den store konkurrence om rådhusets udvidelse, var det da godt, at det alligevel blev en odenseaner".

 

Helweg-Møller tilhørte den modernistiske generation i dansk arkitekturhistorie, hvilket også satte sine spor på Odense Rådhus. Samtidig han havde en udtalt sans for dekoration – et levn fra hans tid hos Anton Rosen. Helweg-Møller døde i 1956, året efter indvielsen af det omdannede rådhus.

Læs mere

Jens Åge S. Petersen, Andreas Skov, Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær: Byens ansigt. Historien om Odense Rådhus 1480-2005