Spring til indhold
Luk

Anna Lohse

Om Odense 

Anna Lohse 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Blandt de kvinder, der i starten af det 20. århundrede gik forrest i kampen for kvinders rettigheder, finder man
odenseanske Anna Lohse. Hun var som mange andre af de tidligste kvindesagsforkæmpere uddannet lærer. Lysten til at blive lærer fik hun allerede i barndommen, da hun altid holdt skole med sine dukker. Efter konfirmationen fik hun en friplads på frk. Louise Wintelers Skole, og efter tre års skolegang fik hun på Louise Wintelers anbefaling et ledigt embede ved den kommunale forberedelsesskole for piger i Klaregade. Som blot 17 årig begyndte hun i 1884 som timelærerinde.

 

Lærere og elever fra Vestre Skole ca. 1910

Lærere og elever fra Vestre Skole ca. 1910. Lærerinde Anna Lohse ses stående yderst til højre.

 

Siden tog hun lærerindeeksamen på Nathalie Zahles skole i København. Efter eksamen vendte Anna Lohse tilbage til Odense, hvor hun genoptog sit arbejde ved skolevæsenet. Da Vestre Skole åbnede i 1897, blev hun fastansat ved denne skole, og her blev hun frem til sin pensionering i 1936. Hun underviste især i naturhistorie, der var hendes hovedfag. Gennem hele 52 år var hun knyttet til Odense Skolevæsen, og i avisinterviews fortalte hun ofte, hvordan hun blev standset på gaden af gamle mænd, der præsenterede sig som hendes tidligere elever.

 

Ved siden af lærergerningen var hun meget aktiv i fagligt arbejde, og var lokalformand for Danmarks Lærerforening. I forbindelse med forhandlingerne om en lønreform 1917 19 blev hun valgt ind i Danmarks Lærerforenings lønkomité. Hun var meget aktiv i lærerindernes ligelønskamp, der førte til sejr med lærerlønningsloven af 1919.

 

Anna Lohse hørte også til kvindesagens pionerer. Hun var medstifter af Dansk Kvindesamfunds afdeling i Odense og sad i flere perioder i dens bestyrelse. Hun interesserede sig meget for samfundsproblemer, især de sociale spørgsmål, og hun skrev flere artikler til Kvinden og Samfundet om emnerne. Med sine holdninger placerede hun sig på den progressive, grundtvigianske venstrefløj. Hendes samfundskritik var langt fra kvindespecifik, men nærmere et udtryk for en generel stillingtagen til menneskers vilkår. Hun kædede gerne kvindesagen og arbejderspørgsmålet sammen, idet kvindernes ligestilling efter hendes opfattelse kun kunne gennemføres, hvis arbejderspørgsmålet blev løst samtidigt.

 

For Anna Lohse var det afgørende, at kvinder handlede aktivt politisk for at løse arbejdernes problemer. På dette og andre punkter lå hun milevidt fra den generelle opfattelse i Dansk Kvindesamfund, og hun kom derfor ved flere lejligheder på kant med Odensekredsens øvrige bestyrelse.

 

Det gjaldt blandt andet om uddannelse af kvinder. Selv tog hun i 1891 initiativ til en gratis aftenskole for kvinder. Den fungerede i vinterhalvåret frem til 1900, og i alle årene var hun aftenskolens drivkraft. Anna Lohse, der aldrig blev gift, boede det meste af livet sammen forældrene og søsteren Kathrine Lohse. Hun døde den 3.10.1942.