Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Alfriede Schmidt

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Efterhånden som staten tog arbejdet med at løse flere sociale opgaver på sig, kunne man undertiden møde en let overbærende ironi mod de kvinder, der engagerede sig i private former for godgørenhed, de såkaldte hattedamer.

 

Alfriede Schmidt

  

En af Odenses ”hattedamer” fra anden halvdel af 1800-årene, Alfriede Schmidt (Andrea Gomard fot.)

 

Vi skal godt og vel 100 år tilbage i tiden – og træffer der en af Odenses foregangskvinder på dette område, den ugifte Alfriede Schmidt (1836-1905). Hendes far var urmager og den sidste stadshauptmand, dvs. chef for borgervæbningen. Der var råd til at uddanne datteren, som fra 1859 opholdt sig tre år i København, hvor hun blandt andet gik på Nathalie Zahles Skole. Men bortset fra opholdet i København boede Alfriede hele sit liv i fødebyen.

 

Intet tyder på, at hun begyndte at arbejde for andre, da hun i 1862 vendte tilbage til Odense. Derimod møder vi hende snart rundt omkring i arbejdet for vanskeligt stillede – noget hun for alvor fik midler til ved faderens død i 1874.

 

En stor del af formuen var bundet i familiens ejendomme i byen – Vestergade 75 (den såkaldte stiftamtmandsgård) og Vestergade 11 (Bryggergården), og tre år før sin død lykkedes det også for Alfriede Schmidt at købe Seyergården (Vestergade 15) tilbage i familiens eje.

 

Tidligt arbejdede hun med i kredsen omkring Dronningens Asyl, en af byens første børneinstitutioner. Fra 1882 arrangerede Alfriede Schmidt hvert år en juletræsfest for 300 skolebørn – i mange år i rådhusets festsal – og snart var hun også aktiv med en såkaldt konefest for ældre, enlige kvinder.

 

Men først og fremmest er hendes navn knyttet til Odense Værnehjem. Foreningen til Værn for enligt stillede Kvinder havde oprettet en filial i Odense, men lokalforeningen var truet af opløsning, da lederen af hovedforeningen, Regitze Barner, fik Alfriede Schmidt interesseret i arbejdet. Det blev afgørende – og i 1890 kunne man åbne et beskedent værnehjem i Thorsgade. Presset var stort, for mange unge kvinder ville gerne have et sted at bo, når de gik på kursus eller arbejdede ude og ikke havde bekendte i byen. Snart fik man mere plads i Kongensgade 68, men da bygningen blev solgt, flyttede værnehjemmet til et tidligere missionshotel, Klostervej 18. Foreningen købte ejendommen med støtte fra Alfriede Schmidt, der også ved andre lejligheder trådte hjælpende til. Og hun fungerede fra begyndelsen i Thorsgade og frem til sin død som forstanderinde for værnehjemmet.

 

Den private velgørenhed, som Alfriede Schmidt var impliceret i, bestod både af tilskud af egen lomme og af penge, man samlede ind ved at bruge sine forbindelser. I 1896 kneb det dog, men så fik Alfriede Schmidt en lokal urmager til at skrive en revy, der blev opført til støtte for værnehjemmet på Odense Sommertheater (nu Rosenhaven). Den blev godt besøgt, og tilskuerne hørte blandt andet 2. udgave af den senere landeplage, Sejle op ad åen. Men der var også kritik – for noget af forestillingen var åbenbart egnet til at forarge. Letpåklædte damer og frivole tekster passede ikke til et værnehjem!