Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Sporveje og sporvogne i Odense

af Andreas Skov

 

I perioden 1911-1952 kørte der sporvogne i Odense. Der var tre linjer, nemlig: Hovedlinjen (1911-1952), Havnelinjen (1913-1926) og Skibhuslinjen (1926-1939).

 

I Odense havde man i modsætning til i København og Århus ikke først hestesporveje, men indførte fra begyndelsen elektriske sporveje. Derimod havde man i perioden 1903-1905 haft hestetrukne omnibusser, som kørte hver halve time fra morgen til aften på linjen: Havnen, Østre Stationsvej, Jernbanegade, Lille Graabrødrestræde, Vestergade, Klaragade (senere Klaregade), Hunderupvej, Hunderup by og omvendt. Det blev dog aldrig den store succes, bl.a. fordi hestene ikke kunne klare den stramme køreplan.

 

Sporvogn på Flakhaven ca. 1915 Sporvognsskinner fjernes i Klaregade ca. 1952

Sporvogn på Flakhaven ca. 1915.

Skinner fjernes i Klaregade ca. 1952.


I Odense Byråd blev spørgsmålet om indførelsen af sporveje diskuteret så tidligt som i 1868 og igen i 1897, men det var først, da kommunen i 1908 opførte elektricitetsværket på Klosterbakken og overtog ansvaret for elforsyningen i byen, at der kom gang i sagerne. Efter resultatløse sonderinger hos forskellige tyske firmaer tog man kontakt til det store svenske firma Allmänna Svenska Elektriska Aktiebolaget (ASEA), som havde anlagt sporveje i bl.a. Malmö og Jönköping. I april 1910 fremsendte ASEA et tilbud til Odense Kommune, der få måneder senere accepterede det og efterfølgende stiftede A/S Odense elektriske Sporvej (OES), som ASEA fik aktier i (i 1919 solgte ASEA sine aktier i OES til Odense Kommune).

 

I april 1911 begyndte ASEA skinnelægningen af Hovedlinjen, som kom til at strække sig over 5.567 meter, og ruten blev lagt på følgende måde: Fra kommunegrænsen ved Fruens Bøge (over for hovedindgangen til Zoologisk Have, anlagt i 1930), Sdr. Boulevard, Søndergade, Vestergade, Kongensgade, Østre Stationsvej, Frelsens Krog, Nørregade, Fisketorvet, Rådhuset, Vestergade, Flakhaven, Klingenberg, Skt. Knuds Kirkestræde, Klaregade, Langebro (der måtte udvides og forstærkes), Hunderupvej til Bülowsvej, hvor den sluttede ved Læssøegade (I 1923 blev ruten forlænget til Hunderup skov). Oprindelig skulle ruten være ført ind på Platanvej, men da afdøde klædefabrikant Søren Brandts enke, som boede på hjørnet af Hunderupvej og Platanvej, gjorde indsigelse og efterfølgende accepterede at betale 10.000 kr. (heraf en del til anlægsarbejdet), blev ruten i stedet ført ad Bülowsvej.

 

Den 9. september 1911 begyndte den ordinære drift på strækningen fra Fruens Bøge til Banegården (strækningen fra Banegården til Bülowsvej blev først taget i brug den 6. oktober). ASEA's sporvogne var i begyndelsen grønne - de blev fra 1929 malet røde, fordi de kunne være vanskelige at se på villavejene, når der var blade på træerne. De var fra begyndelsen meget populære, og passagertallet viste sig hurtigt at være større end forventet, hvilket nok især skyldtes, at sporvognene kørte hvert syvende minut.

 

Succesen gav OES blod på tanden til at udvide med Havnelinjen (Frelsens Krog, Kræmmergyden, Skibhusvej, Buchwaldsgade, Havnen). ASEA havde dog frarådet denne linje, eftersom det svenske firma mente, at den ikke ville være økonomisk rentabel. OES var dog ikke lydhør, og Havnelinjen blev indviet den 3. juli 1913. ASEA's forudsigelser viste sig imidlertid at holde stik, og linjen blev allerede nedlagt i 1926 (i forbindelse med etableringen af Havnelinjen leverede ASEA yderligere tre motorvogne, hvoraf en af disse i dag befinder sig på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Sjælland).

 

Den 30. maj 1926 blev Havnelinjen erstattet med Skibhuslinjen (Frelsens Krog, Skibhusvej, Bøgebjergvej). Dermed nåede den kollektive trafik for første gang ud til et af byens store arbejderkvarterer. Hidtil havde det mest været den velstillede del af Odenses borgere i byens sydlige del, der havde haft glæde af den kollektive trafik.

 

Sporvognene fik dog en relativt kort levetid i det hastigt voksende arbejderkvarter, idet Skt. Hans Landsogns indlemmelse i Odense den 1. april 1932 snart førte til krav om at forlænge Skibhuslinjen til Emilievej (800 meter fra endestationen). Forlængelsen ville imidlertid kræve, at man indkøbte to nye motorvogne og forlængede vigesporet ved Thorkildsgade samt lavede andre forbedringer. OES mente derfor, at det bedre kunne betale sig at erstatte sporvognene med trolleybusser, som i disse år havde stor fremgang i engelske byer. I sommeren 1939 var det således slut med sporvogne på Skibhuslinjen.

 

Allerede i forbindelse med diskussionen i 1930'erne om Skibhuslinjens fremtid var der flere røster fremme om helt at afskaffe sporvognene og erstatte dem med enten trolleybusser eller diesel-/benzindrevne busser, og en del tyder på, at det også ville være sket før, hvis ikke 2. Verdenskrig var kommet i vejen. I 1923 blev Odense Omnibus A/S stiftet, og som årene gik ville flere og flere hellere have busser frem for sporvogne. Den økonomiske krise, der fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig, forsinkede dog denne proces, men i 1952 blev den fuldført, og den 1. juli 1952 kørte den sidste odenseanske sporvogn i remise.

 

Læs mere

 

Se også artiklen om sporvognenes farve.

Godt på vej

 

Kilder: Iskov, O.: Odense Sporvej 1911-1952. Udgivet af Sporvejshistorisk Selskab. 1986.
Boje, Per m.fl.: Odense bys historie. Moderne tider - Odense 1868-1914. 1988. (s. 171-173).
Monrad Møller, Anders m.fl.: Odense bys historie. Vækst og vagtskifte - Odense 1914-1940. 1988. (s. 206-210).