Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Skt. Hans Teatret

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Der blev allerede i 1922 søgt om en biografbevilling til Skt. Hans Landsogn, og efter lidt modstand fra Odense slog biografen Skt. Hans Teatret lørdag den 1. februar 1925 dørene op for publikum. Biografens indehaver og bygmester, tømrermester H. Johansen, havde sørget for at få et par gode udenlandske film til Odense, så folk fik noget for pengene. På plakaten var blandt andet ”Stormens Datter” med den meget populære Priscilla Dean og en farce med Harold Lloyd. Kommuneskolens børn var i øvrigt inviteret til gratis forestilling.

 

Skt. Hans Teatret, Skibhusvej 94

  

Skt. Hans Teatret, Skibhusvej 94, fotograferet i 1930'erne. Biografen blev senere ombygget til bank.

 

Biografen, der havde 270 pladser, fik gode skudsmål med på vejen i pressen. Det var arkitekt H.C. Holm, der havde slået stregerne, og han havde indrettet huset på en praktisk og smuk måde. Både forhallen og selve biografsalen tog sig godt ud, mente Fyns Social-Demokrat. Lokalerne var rummelige og stolene magelige.

 

Biografen havde i mange år et talstærkt og trofast publikum. Blandt de faste gæster var Ove Sprogøe og hans kammerater Kukker og Bussi. ”Når vi kom ud til Skt. Hans Biograf, måtte vi stå i kø for at få billet og komme ind, og vi stormede ned ad gangen, når dørene til salen blev lukket op. Vi sad på en af de første tre rækker og ventede så spændt, til der var faldet ro over forsamlingen”, skriver Sprogøe i Odensebogen 1994.

 

Af film, han så i Skt. Hans Teatret, huskede Sprogøe, der som barn boede i Østergade, især Ben Hur og de mange bloddryppende cowboyfilm. Skt. Hans Biograf var en rigtig revolverbiograf, hvor helten plaffede stribevis af kvægtyve og banditter ned, før han til sidst fik et velfortjent kys af den smukke heltinde.

 

Det var endnu i stumfilmens epoke, og når filmen skulle til at begynde, trådte en lidt genert person ind i salen. Klaverbokseren ligesom krebsede sig ned bag en skærm, og når han begyndte at spille, var det tegn til, at filmen begyndte. Pianisten spillede under hele filmen og improviserede givetvis. Han førte stemningen fra det hvide filmlærred ned til klaveret.

 

Biografen blev i 1930 udvidet med en balkon, så der var plads til 351 personer, og i 1938 begyndte man at vise tonefilm. Skibhuskvarterets biograf kørte dog i perioder på pumperne, og derfor blev den mere og mere en reprisebiograf for de store centrumbiografer. Det gav folk, som ikke fik set en bestemt film, en ny chance.

 

Konkurrencen blandt biograferne var stor, og det blev ikke bedre, da nye store biografer som Apollo og Grand kom til. Og i løbet af juni 1964 blev Odense en biograf fattigere, da Skt. Hans Teatret drejede nøglen om. Fyens Disconto Kasse, der siden 1956 havde holdt til i naboejendommen, overtog biografsalen, så der blev plads til en udvidelse af banken.