Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Skoleliv i Odense 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Der er voldsom forskel på den skole, som blev skabt i 1814, og den skole, vi har i dag. På landet gik mange børn til efter 2. verdenskrig kun i skole hver anden dag. Først fra 1958 tilstræbte man en ligestilling mellem land og by. Konsekvensen blev, at mange små skoler blev nedlagt, og nye, store centralskoler blev opført. Nu var der for alvor kommet fokus på at forberede eleverne til en ny virkelighed, hvor stadig flere kom ud på arbejdsmarkedet.

 

Lærerstaben ved Vestre Skole ca. 1937 Botanikundervisning af pigeklasse ca. 1910

Lærerstaben ved Vestre Skole i Odense fotograferet omkring 1937-38. Dengang underviste en odenseansk lærer typisk i 36 timer à 50 minutter om ugen. Men undervisningens indhold ændrede sig heller ikke med samme hast som i dag, og lærernes autoritet var en ganske anden, også i forholdet til forældrene. Nr. 5 fra venstre i bagerste række er lærer J.P. Schou, der ud over sine undervisningstimer på skolen i mange år havde flere bibeskæftigelser.

Undervisning i botanik i en pigeklasse ca. 1910. Bemærk den formidable koncentration.

 

I 1950’erne var det stadig kun halvdelen af alle danske skoleelever, der fik mere end de lovpligtige syv års skolegang. I Odense lå tallet på omkring 45 %, men 1958-reformen virkede. Allerede i 1960 var det kun 22 % af alle odenseanske børn, der forlod skolen efter konfirmationen. Og tallet faldt jævnt gennem 1960’erne – i 1969 f.eks. ned til 6 %.

 

8. skoleår blev obligatorisk i 1972 og 9. skoleår året efter, og stadig flere benyttede også tilbuddet om 10. klasse. Undervisningspligten blev forlænget, men samtidig fik eleverne mindre tid på skolen. Fra 1970 ophørte undervisningen om lørdagen, og antallet af skoledage gik fra 240 dage i 1968 til 200 i 1971. Senere blev timerne skåret ned fra 50 til 45 minutter, og timetallet blev generelt sænket. I 1977 gik skoleelever dog på gaden for at få flere timer! Og snart var der også kommuner, der lå tæt på det lovpligtige minimumstimetal.

 

Den gamle tanke om tidligt at dele eleverne i bogligt stærke og bogligt svagere elever kom under angreb, og enhedsskolen kom i højsædet. Politikerne forsøgte med stigende intensitet at påvirke skolens rammer, og der blev udkæmpet mange kampe om, hvordan skolen også kunne bidrage til at udvikle børnenes personlighed og selvstændighed. Det var ikke længere nok, at børn blot lærte at læse, skrive og regne. Tiden krævede andre og flere kompetencer. På særlige forsøgsskoler som Kroggårdskolen blev der i 1960’erne eksperimenteret med helt nye former for undervisning. Og det blev mere og mere tydeligt, at skolen og lærerne også fik en anderledes placering i forholdet til forældrene. 

 

Går vi tilbage til mellemkrigstiden, havde langt størstedelen af de fastansatte lærere i Odenses skoler 36 undervisningstimer à 50 minutter om ugen. Et arbejdsjern som lærer J.P. Schou fra Vestre Skole kunne desuden nå at undervise på en handelsskole og at være leder af Arbejdernes Aftenskole samt i fem år også for den kommunale læsesal.

 

Men inden man bare kritikløst synes, at sådan skulle det være igen, var det måske værd at huske, at den viden og de færdigheder, lærer Schou havde tilegnet sig på seminariet, holdt utroligt meget længere i datidens skole, end det er tilfældet nu.