Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Færdselsundervisning

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Odense Skolevæsen blev i 1948-49 kontaktet af politiets færdselsafdeling med et forslag om, at skolerne kunne få lidt færdselsundervisning af betjente. Byens skoleudvalg tog straks imod forslaget med kyshånd. Undervisningen blev givet til alle 3. klasserne i to timer pr. klasse hvert år umiddelbart efter sommerferien. Initiativet kom efter, at der gennem længere tid havde været kritik af de mange ”letsindige trafikanter”.

 

Færdselsundervisning i Fyens Forum 1949 Færdselsundervisning på Monbergsvej 1960

Odenseanske skolebørn til filmforevisning i Fyns Forum 1949.

Vagner Vermod underviser børn i børnehaven på Monbergsvej 1960.

 

Den odenseanske færdselsundervisning var en del af tidens tendens. Siden 1930’erne var der skabt en øget opmærksomhed på at forbedre færdselssikkerheden. Rådet for Større Færdselssikkerhed blev oprettet i 1934 som et privat græsrodsinitiativ, og rådet blev allerede i 1937 officiel anerkendt af staten. Besættelsen lagde dog i første omgang en dæmper på arbejdet med færdselssikkerheden, men fra slutningen af 1940’erne kom der atter gang i arbejdet, og færdselssikkerheden kom i 1950’erne på samfundets dagsorden, på grund af det stigende antal af biler og deraf følgende ulykker.

 

Justitsministeriets særlige udvalg for færdselssikkerhed tog f.eks. i januar 1949 på en landsdækkende turné for at fortælle skolebørn om trafikantens første bud: ”Vis større hensynsfuldhed og agtpågivenhed!”

 

Den 28. januar 1949 var turneen kommet til Odense, hvor to gange 2.500 odenseanske skolebørn blev lukket ind i Fyens Forum. De så blandt andet den dramatiske færdselsfilm ”Næste gang er det dig”, hvor en ung pige bliver dræbt af en spiritusbilist. Det var ikke just nogen børnefilm, men når ungdommen kunne tåle cowboyfilm, hvor ungerne ”jublede ved synet af skurken i dødsensfarlige situationer”, så mente folkene bag filmen, at de nok også kunne klare en færdselsfilm.

 

”Færdselsbelæringen”, som Fyens Stiftstidende kaldte initiativet, blev også omtalt i byens aviser. Det var trods alt ikke hver dag, at byens skolebørn blev samlet til færdselsundervisning.

 

I 1952 blev Vagner Vermod (Onkel Færdsel) knyttet til skolernes færdselsundervisning, og han personificerede gennem 33 år nærmest skolernes trafikundervisning.

 

I løbet af 1950’erne fik færdselsundervisning stadig nye tiltag. Der var særlige ”færdselsbusser” og skolefærdselsdag, hvor skolegårdene blev omdannet til hele minibyer, hvor ungerne kunne ”øve” sig i gode manerer i trafikken. Det førte til, at der i 1960’erne blev opført en hel livagtig miniature færdselsby med biler, cykler, opkridtede gader, lyskurve og skilte ved Risingskolen. På trafikskolen, der officielt åbnede i 1967, gik politifolk rundt og instruerede og fortalte om sikkerhed i trafikken.