Spring til indhold
Luk

Om Odense  

Skt. Hedvig Søstrenes børnehjem

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Stadsarkivet er blevet spurgt, om det er rigtigt, at der har været børnehjem på Dalum Kloster. Og det er ganske rigtigt.

 

Det er i dag Sankt Hedvigs Stiftelsen, der ejer Dalum Kloster. Søstrene kom til Odense fra den nuværende polske by Breslau (Wroclaw) i 1906. Den daværende katolske sognepræst i Odense, pater Peter Daniel Steidl (1873-1946), havde skrevet til ordenens hovedsæde og anmodet om, at ordenen begyndte sit humanitære arbejde i Danmark. Opfordringen blev fulgt, og fem søstre rejste til Odense.

 

Søstre og børn fra Sankt Hedvig Søstrenes børnehjem på Absalonsgade 3 i foråret 1943.

Børnehjemsbørn fra Sankt Hedvig Søstrenes børnehjem på trappen til Absalonsgade 3 i foråret 1943.

Søsterordenens skytspatron var – som navnet siger – Sankt Hedvig, der viede sit liv til at hjælpe forældreløse børn og syge børn. Og de fem søstre kom også til Danmark for at virke til gavn for småbørn, der af en eller anden grund var stillet dårligt i samfundet og derfor måtte undvære de trygge kår, man normalt får inden for hjemmets fire vægge.

 

Søstrene oprettede allerede i 1907 et privat dag- og fritidshjem i Absalonsgade 3 for nogle få drenge, men efterspørgslen og behovet var stort, og institutionen ændrede i 1910 status til et regulært børnehjem, hvor børnene var alle døgnets 24 timer. I hjemmet kom børnene fra 2 års alderen, og de kunne blive på hjemmet, til de fyldte 14 år og ikke længere var skolepligtige.

 

Pladsen blev snart trang i villaen på Absalonsgade, og i 1916 byggede søstrene til, så man fik en legestue, opholdsstue, spisestue og et nyt soverum. Senere, i 1921, købte Sankt Hedvigsøstrene også en villa i Haderslev, som blev et rent pigehjem.

 

Drengehjemmet i Absalonsgade havde plads til 24 drenge. Børnene var privatanbragte, men nogle var også sendt til hjemmet af børneværnet. Det var de færreste af børnene, der var katolikker, alligevel gik alle i den katolske skole, Skt. Albani Skole, og børnene kom også på besøg på Dalum Kloster, når der var arrangementer.

 

Børnehjemmet blev i 1940 lavet om, så det blev et søskendehjem, og det betød, at man nu også tog piger ind. Børnene begyndte også at søge byens almindelige skoler, men søstrene ønskede stadig at påvirke børnene i ”katolsk retning”.

Fyens Stiftstidende besøgte i 1947 børnehjemmet i Absalonsgade, hvor Søster Rafaella gennem 20 år havde været forstander. Hun fortalte, at børnehjemmet havde sprængt rammerne, og det var ikke muligt at bygge mere til i Absalonsgade, da kommune havde taget meget af grunden. Derfor havde søstrene fået en grund ved Bjerregaardsvej på hånden. Her påtænkte søstrene at bygge et nyt børnehjem med masser luft og plads. Sankt Hedvigsøstrene manglede dog penge, og derfor begyndte de en indsamling med af lotterisedler og basar.

 

I oktober 1952 tog søstrene og børnehjemsbørnene den nye bygning på Bjerregaardsvej 9 i brug. Det nye børnehjem var tegnet af Odensearkitekten Axel Jacobsen og havde plads til i alt 30 børn, seks søstre og to medhjælpere, så der sammenlagt var plads til 38 personer med fast bopæl. Huset havde dog også rum til 1-2 gæster og 8-10 elever, der fik undervisning af søstrene om eftermiddagen og om aftenen.

 

I 1950’erne og 1960’erne var søstrene i deres sorte ordensdragter og børnehjemsbørnene et kendt indslag i bybilledet, hvor de deltog i børnehjælpsdagen, ved kongebesøg og andre lignende arrangementer.

 

Efter bistandsloven i 1976 blev børnehjemmet lukket, og bygningerne blev overtaget af Sankt Joseph Søstrene i København, der de følgende 20 år brugte bygningerne som alderdomshjem. Alderdomshjemmet blev nedlagt i 1997, og Odense Kommune overtog huset, der siden 1997 har fungeret som integreret daginstitution under navnet Børneborgen.