Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Samaritanen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Samaritanen var et barn af 1800-tallets fremadstormende fagbevægelse, der også tog den sociale hjælp ind under sine vinger. Byens fagforeninger og Socialdemokratisk Forbund gik i 1893 blandt andet ind i arbejdet med fattige børns bespisning, men der manglede en fysisk ramme for maduddelingerne, som først foregik hos Frelsens Hær og senere på Arbejdernes Forsamlingsbygning i Kongensgade. Det problem blev løst den 3. februar 1895, da Bespisningsanstalten Samaritanen blev oprettet.

 

De store gryder i kog i 1948. Fru Reinholdt Jensen passer de gule ærter.

Samaritanen åbner for sidste sæson i 1968. Ved gryden står G.R. Thrane, Otta Hansen og Kate Hansen.

 

Den fik dog snart ondt i økonomien, og i et forsøg på at redde stumperne accepterede bagmændene (det vil sige Arbejdernes Fællesorganisation), at bestyrelsen blev udvidet med repræsentanter for byens bedrestillede borgere! Planen lykkedes, og ved hver sæsons begyndelse blev der indsamlet så mange penge hos byens borgere, at Samaritanen overlevede.

 

De første år lejede Samaritanen sig ind i Kongensgade 51, men da Fællesorganisationen i 1903 skilte sig af med ejendommen, var bespisningsanstalten pludselig hjemløs. Et nyt lejemål blev indgået med fagbevægelsens gamle rival, Den danske Arbejderforening, der havde lokaler i Overstræde. I 1918 købte Samaritanen imidlertid hjørneejendommen Overgade 42, hvor den lange bagbygning, som i realiteten havde facade ud mod Mellemstræde (nu Claus Bergs Gade), blev indrettet med køkken og spiselokale.

 

Hver vinter strømmede børn og voksne til Mellemstræde for at få stillet sulten. Folk med fagforeningsunderstøttelse blev dog en tid henvist til kommunens folkekøkken i Klaregadeskolens kælder. Sæsonen åbnede altid med hofretten gule ærter med flæsk, der blev øst op af de store gryder i køkkenet.

 

Anstalten ydede gennem årene en umådelig stor hjælp til byens svage befolkningsgrupper. Ser man for eksempel på årene fra 1903 til hen midt i 1920'erne, var børnene langt i overtal i forhold til de voksne. Fra omkring 1930 vendte billedet, og samtidig steg antallet af besøgende børn og voksne foruroligende til og med krigsårene 1940-45. Et par tal til belysning: I 1942 blev der serveret 81.850 portioner mad til voksne og 53.944 til børn.  Endnu i 1956 blev der årligt uddelt over 60.000 portioner mad fra Samaritanens køkken.

 

Samaritanen havde til huse i Claus Bergs Gade, til den lukkede efter vintersæsonen 1967-68. Det var samme år, som byens gamle borgmester I. Vilh. Werner døde, og han havde i mange år stået i spidsen for bespisningsanstalten.

 

Læs mere

 

Anders Enevigs artikel i Odensebogen 2000.