Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Odenses sygehuse

 

af Jørgen Thomsen, Johnny Wøllekær og Claus Thøgersen 

 

Sygebehandlingen var i ældre tid lagt i hænderne på kloge koner, kvaksalvere og andet godtfolk, men fra 1800-tallet blev et egentligt sygehusvæsen for de helbredeligt syge stablet på benene. Fra omkring 1800 rådede man således over nyindrettede sygestuer på Gråbrødre Hospital. Det var dog langtfra tilfredsstillende. O.J. Rawert beskrev i 1819, at han på trappen til inspektørens kontor mødte så mange kyllinger, at han måtte være forsigtig for ikke at træde på dem. Sygestuernes oprindelige badeindretninger var afskaffet som "unyttig", og i de to bygninger for "vanvittige" måtte nødtørft forrettes på gulvet, der hældte mod ydermuren, hvor et hul sørgede for, at urenligheden løb væk!

 

Rejsegilde for sygehusudvidelsen 1959 OUH Odense

I 1959 var der rejsegilde på 1. etape af sygehusudvidelsen på Sdr. Boulevard. Det blev fejret med øl og cerutter!

Fra Odense Universitetshospital 2006. Morten Groth Schärfe fot.

 

I kølvandet på flere årtier med øget fokus på befolkningens sundhed kom der fra midten af 1800-tallet for alvor skred i sygehusbyggeriet. I 1862 blev et sygehus for Odense by og amt opført i Albanigade. Sygehuset husede en periode også epidemisygehus, men det flyttede i 1890’erne til egne lokaler i Bjergegade. Alligevel blev sygehuset i Albanigade hurtigt for lille, og der måtte bygges et nyt. På Sdr. Boulevard blev et nyt og tidssvarende sygehus taget i brug i 1912. Sygehuset var opført efter tegning af arkitekt G. Laage og var provinsens største. Alene på den kirurgiske afdeling var der plads til 112 sygesenge.

 

Der viste sig dog hurtigt, at sygehuset havde for få sengepladser, og det blev udvidet i flere omgange, så det kunne honorere de voksende krav. Allerede i 1928 kom den første udvidelse, da der blev bygget to nye fløje, og herefter rådede sygehuset over 400 sengepladser.

 

Nye pladsproblemer meldte sig i efterkrigsårene, hvor antallet af patienter eksploderede. Flere udvidelser kom på dagsordenen. Tiden var præget af troen på fremtiden og en vækst uden grænser, og det fik Odense Kommune og Odense Amt til at igangsætte en udvidelse af sygehuset uden fuldt overblik over, hvor pengene skulle komme fra. Eksperterne krævede specialisering og centralisering, og politikerne ville ikke foretage prioriteringer, som kunne belaste en ”populær” sag. En storstilet udbygning tog form, og den strakte sig fra 1953 til 1965. Det nye byggeri var tegnet af arkitekterne Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmose, der også stod i spidsen for en større udvidelse af Rigshospitalet i København.

 

Midt i 1960’erne var det imidlertid svært at finansiere det fortsatte byggeri, og udvidelsen var ved at gå i stå. En ekstrabevilling fra staten og en neddrosling af byggeaktiviteterne reddede dog det syge byggeri. Prioriteringsproblemerne bestod fortsat, og nye udvidelser er gennemført i hastigt tempo lige siden.

 

Højhuset, der blev indviet i to etaper i henholdsvis 1962 og 1967, udvidede sygehusets sengekapacitet med i alt 600 senge. Ønsker om besparelser førte til opførelsen af et patienthotel, der stod færdigt i 1996. Hotellet var til de patienter, der ikke havde brug for døgnpleje, og det skulle således frigøre sygesenge i det øvrige sygehus. Man havde i mange år været vant til, at behovet for sengepladser var stadigt voksende. Men de senere år er der i stigende grad gjort brug af ambulant behandling. Således er antallet af sengepladser på Odense Universitetshospital – som det hed fra 1993 – 1.300 i 2011, en smule færre end for 30 år siden, selv om antallet af behandlede patienter er steget støt i samme periode. Patienthotellet blev dog en succes, især på grund af de accelererede behandlingsforløb, man bruger i dag, hvor patienterne typisk ikke har de længerevarende egentlige indlæggelser, som man havde tidligere.

 

I 2007 vedtog Region Syddanmark at bygge et nyt såkaldt supersygehus, der skal placeres ved Syddansk Universitet Odense og afløse det nuværende OUH.


Læs mere

 

Aldrig færdig - altid på vej: Odense Sygehus 75 år på Sdr. Boulevard.

Odense Sygehus, 1987. 207 sider: ill.

 

Fremtidens sygehuse i Region Syddanmark