Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Odenses kolonihaver

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Ideen om den første kolonihaveforening stammer fra Nordjylland, hvor den første forening blev stiftet i Ålborg i 1884. Herfra spredte ideen sig til andre byer. 

 

I 1944 købte kommunen 40 kolonihaver i Hedvigslund, som unge over 15 år kunne dyrke. Her er unge i gang i haverne i juni 1946.

Fru Larsen og lille Lars har fundet riven frem i "Lilletoften", Hjallese, i foråret 1960.

 

Industrialiseringen og vandringen fra land til by i 1800-tallet gav byer som Odense en voldsom vækst. For mange landboere var det en omvæltning at komme til byen. For dem blev kolonihaven en slags kompensation for det tabte “land”. Det var en mulighed for at komme væk fra de små, mørke, usunde boliger og dårlige arbejdsforhold. De grøntsager, der blev dyrket i haverne, var samtidig et vigtigt tilskud til familiens ernæring.

 

De første kolonihaver blev grundlagt af borgerlige politikere, der blandt andet ville hindre lediggang og måske også søge at dæmme op for en gryende socialisme. Arbejderne og funktionærerne tog efterhånden sagen i egen hånd, dannede foreninger, lejede jord og anlagde havekolonier, ofte på kommunens dårligste jord.

 

Efter et besøg i Ålborg tog byrådsmedlem, arkitekt Vilhelm Haugsted initiativ til den første kolonihaveforening - Odense Havelodselskab - i Odense i 1893. De første kolonihaver skød op i Kræmmermarken (i byens østlige udkant ved det nuværende Østerbro) i 1894, og året efter blev der anlagt haver på Natmandsløkken (vest for byen - haverne blev siden omdøbt til Haugstedsminde efter initiativtageren). Siden gik det slag i slag.

 

Kolonihaverne var i begyndelsen rene nyttehaver, hvor kolonihavefolket kunne dyrke grøntsager i snorlige rækker og få jord under neglene. ”Vores familie var heldigere end de fleste”, fortalte nu afdøde Eli Rosenfeldt i Odensebogen 2002. ”Vi havde nemlig en kolonihave, der lå i nærheden af Kragsbjerggården hvor Skt. Hedvigssøstrene senere byggede et børnehjem. Hver søndag gik turen til kolonihaven med mad og kaffe. Og her mødtes vi med vore sommerkammerater, og her hentede vi megen glæde. Det var helt utroligt, hvor meget der kunne gro i den lille have. Der var blommetræer, pæretræer, æbletræer, kirsebærtræer, hyldebuske, ribsbuske, stikkelsbær  og solbærbuske, og rundt omkring groede der alt muligt. Så snart en række kartofler var gravet op, blev der plantet kål. Kolonihaven var ustandselig plantet til. Haven gav et vigtigt tilskud til husholdningen. Det var vel derfor, vi havde så godt et helbred. Det var frisk og sund kost. Vi sparede til gengæld på kødet, og så var min mor god til at lave noget, der smagte godt”.

 

Besættelsestiden var en vanskelig periode med mangel på snart sagt alt. Derfor blev der i byens udkant anlagt kolonihaver, hvor borgerne kunne dyrke grønt. Rundt om Odense blev anlagt landets største samling af de såkaldte krigshaver – i alt 2.125 nye haver blev det til.

 

Efter krigen skiftede mange kolonihaver ansigt. Tiden som nyttehave var ved at rinde ud. De tider, hvor kolonihaverne først og fremmest skulle mætte sultne munde, var forbi. Den voksende velstand gav haverne en mere rekreativ funktion. Der blev anlagt prydhaver med terrasse, græsplæne og stauder. Husene blev større og bedre.

 

Byens kolonihaver med de idylliske kolonihavehuse er stadig storleverandører af både friske blomster og grønsager. De er også hjemsted for hygge, fællesskab og vajende dannebrogsflag.