Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Mulernes Legatskole 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Historien om Mulernes Legatskole går langt tilbage, faktisk helt til begyndelsen af 1700-tallet, da forskellige medlemmer af Mule-slægten testamenterede betydelige beløb til undervisning i Odense. Da legatfundatsen blev godkendt af Frederik 4. i 1720, var man nået frem til, at pengene skulle bruges til offentlige skoler i de tre bysogne – og til hver af disse skoler skulle der høre en lærer eller en skolemester, der ”lever et gudfrygtigt, ædru og stille levned, er from og ikke barsk, kyndig i saligheds lærdom og mægtig for at lære andre, og som skriver og regner vel”. Kravene til lærerne afspejlede givetvis også de vigtigste fag i skolerne. 

 

Mulernes Legatskole ca. 1970 Elever fra Mulernes Legatskole på vej til lejrskole 1943

Mulernes Legatskole på Hunderupvej 17 ca. 1970.

Elever fra Mulernes Legatskole samlet i skolegården før afgang til lejrskole, 1943.

 

Mulernes legatskoler var oprindeligt private foretagender uden prangende skolebygninger, og i 1800-tallet begyndte det økonomiske grundlag for skolerne at være utilstrækkeligt. Kommunens behov for undervisningspladser voksede samtidig stærkt i takt med byens vækst – og derfor blev mulernes skoler mere eller mindre gjort til en del af det kommunale skolevæsen. Ved en skolereform 1873 bestemte byen, at en nyoprettet skole under navnet Mulernes Legatskole skulle varetage opgaven som betalingsborgerskole for drenge, og i første omgang fik den en ny skolebygning i Overgade 66. Skolen fik sin egen leder, benævnt overlærer, og fra 1893 fik den en ny bygning med plads til langt flere elever på Hunderupvej.

 

I hele 41 år – fra 1879 til 1920 – var det den markante skolemand M.Th. Hertel, der var overlærer på skolen, og der er ingen tvivl om, at han i mangt og meget var med til at sætte den standard op, som også senere tiders mulerdrenge skulle opfylde. Hertel skrev selv skolebøger – en af de mest udbredte var Danmarks kongerække med rim, der blev brugt længe efter hans død. Og Hertel var i øvrigt af den sparsommelige skole, for han vendte de brugte konvolutter for at kunne skrive på indersiden, og i sommerferien samlede han skolens lærere, for at de kunne reparere bøger fra skolens lille bibliotek.

 

I 1900-tallets første mange årtier var der en særlig klang over ordet mulerdreng. Nogle af eleverne kom allerede i niårsalderen til skolen efter at have gennemgået de første to eller tre klasser på en af byens andre skoler. Så blev de optaget i de såkaldte ”underklasser”, ikke just nogen storskrydende betegnelse – men så kendte eleverne deres plads. En anden gruppe af drengene blev optaget direkte i 1. mellemskoleklasse, typisk efter fire eller fem års skolegang andetsteds. Under alle omstændigheder foregik optagelsen kun efter optagelsesprøve, hvor rigtig mange faldt af i svinget! Allerede her var det markeret, at skolen var noget særligt – og havde eleverne ikke opdaget det, før de kom, skulle de nok lære det, mens de var på skolen. Eleverne kunne afslutte deres skolegang med henholdsvis mellemskole- eller realeksamen, og var man kommet igennem nåleøjet, stod man godt rustet i kampen om en læreplads på en af byens virksomheder. I den kamp indtog mulerdrengene en helt klar særstilling.