Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Friskoler i Odense

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Skolelukninger er af og til på den politiske dagsorden, og forældrenes modtræk er ofte oprettelsen af friskoler. I dag er friskolerne en reaktion på besparelser, men da de første friskoler dukkede op i midten af 1800-tallet, var dagsordenen en anden. Her handlede det om undervisningsprincipper.

 

Skulkenborg set mod Nørregade ca. 1910. Den høje bygning til venstre er Nørregades Friskole.

Tegning (udsnit) af Morten Eskesen (1826-1913). Fot. Odense Bys Museer

 

Efter undervisningspligtens indførelse i 1814 var der både kommunale skoler og en lang række privatskoler. Nogle af privatskolerne var friskoler og som oftest et barn af tidens grundtvigske ideer. Fynboen Christen Kold (1816-1870) var en pioner inden for friskolebevægelsen. Kold kæmpede for frihed i skole- og trosspørgsmål. Det bragte ham på kant med den offentlige skole og gjorde, at han i flere år ikke kunne få ansættelse som lærer. Han strittede blandt andet imod udenadslæren, og for ham var det levende ord og den mundtlige fortælling det vigtigste redskab i undervisningen.

 

I 1852 åbnede Christen Kold Danmarks første friskole i Dalby ved Kerteminde. Senere hen var Kold involveret i oprettelse af omkring 100 andre friskoler. På friskolerne skulle børnene - som det hed - oplives og oplyses, og undervisningen skulle give børnene lyst til og mod på livet. Det skulle være slut med udenadslære og terperi.

 

Det var også Grundtvigs og Kolds ideer om de frie skoler, der førte til oprettelsen af Odenses friskoler, hvoraf Nørregades Friskole var den vigtigste. Skolen så dagens lys i eftersommeren 1863, hvor syv elever trådte ind i et lejet lokale i bagbygningen til Nørregade 70. Det var den grundtvigske præst fra Gråbrødre Klosterkirke Ludvig Helweg, der beredte jorden for friskolen, men ellers var det først og fremmest håndværkere, der sluttede op om skolen.

 

Året efter blev den kendte friskolemand Morten Eskesen knyttet til skolen. Han kom fra en stilling i Rudme, og før den tid havde Grundtvig og han lagt grundstenen til Grundtvigs Højskole. Det var Christen Kold, der fik Eskesen overtalt til at tage til Odense og arbejde for en stærk friskole i byen.

 

Under Morten Eskesens ledelse, der varede frem til 1884, oplevede skolen stor fremgang, og den flyttede en del rundt. I 1890 rykkede friskolen ind i en ny bygning i Nørregade 59 (faktisk lå den i Skulkenborg). Skolen voksede siden støt, og da skolen blev revet ned i 1962 i forbindelse med det store gadegennembrud, flyttede Odense Friskole – som den nu hed – efter tre år på Klosterbakken teltpælene til det gamle Odense Seminarium på Hjallesevej.

 

For Christen Kold, Morten Eskesen og mange andre af friskolepionererne var det som nævnt ønsket om at udbrede Grundtvigs skoletanker, der var drivkraften i deres skoler. Det var et kald. I dag er det normalt ønsket om en skole i nærområdet, der er drivkraften for de mange forældre, der ønsker at oprette friskoler.