Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Bolbro Skole 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Oprindelig hørte Hunderup og Bolbro sammen i Skt. Knuds Landsogn, og de få børn fra Bolbro gik i skole i den gamle rytterskole i Hunderup. Men fra 1882 begyndte distriktsbestyrelsen at tilbyde undervisning i et lejet lokale, og fra 1885 var en nyopført skolebygning klar (Rømersvej 10).

 

Bolbro Skole 1932 Børn fra Bolbro Skole får Slots Fløde-Is 1958

Bolbro Skole 1932 med den første bygning ved Stadionvej fra 1916 og udbygninger fra 1926 (til venstre) og ca. 1930.

 

I april 1958 fyldte Slots Fløde-Is 25 år og delte is ud til alle fynske skolebørn, herunder til disse fem fra 2.b på Bolbro Skole.

 

Da Odense Kommune opslugte Hunderup og Bolbro i 1901, stod det klart, at de voksende forstæder måtte have løst deres skoleproblemer, og i 1908 opførte Odense Kommune en skolebygning i tilknytning til det ligeledes nye børnehjem, også på Rømersvej. Den nye skole var imidlertid langtfra nok, og i 1916 kunne man derfor flytte til Stadionvej (dengang Snapindvej), hvor en funklende ny bygning ud mod gaden kunne tages i brug. Og efterhånden begyndte man også at overtage købstadskolens opdeling i drenge- og pigeklasser, hvad der ellers havde været ukendt i den gamle landsbys skole.

 

Bydelen voksede voldsomt i mellemkrigsårene, og i 1926 var turen kommet til at bygge gymnastiksal og sløjdlokale på stedet (over mod det senere stadions hovedindgang). Fire år senere måtte yderligere en skolebygning opføres (hvor nu bl.a. SIKO har til huse). Også dette byggeri skulle vise sig at være for lidt, sammenlignet med den udbygning af bydelen, der fandt sted, og efter 2. verdenskrig blev der blandt andet opført en større tilbygning til skolebygningen fra 1916. Dermed var grunden stort set fyldt og rammerne givet for, hvad der i midten af 1950’erne var Odenses største skole med omkring 1.800 elever.

 

Dermed var skolen også overfyldt - og i 1956 kunne Højstrupskolen give en højst tiltrængt aflastning. Senere kom Provstegårdsskolen til, og fra flere sider blev Bolbro Skoles distrikt dermed indskrænket.

 

I 1966 blev der endnu født ca. 88.000 børn i Danmark. 17 år senere nåede antallet af børnefødsler ned på godt 50.000. Den udvikling ramte også Odense, hvor boligstandarden samtidig også steg. I Bolbros lejligheder var børnene fløjet fra reden, og den nye tids børnefamilier slog sig ned i nye forstadskvarterer. Bolbro blev et sølvbryllupskvarter. 

 

Odense Byråd fulgte fødselstal og flyttemønstre med interesse, og i 1984 var Bolbro Skole første gang truet på livet. Man slap dog i første omgang med skrækken, men måtte opgive skolens overbygning. I november 1988 gik det dog ikke længere - og byrådet besluttede at lukke skolen fra den følgende sommer. På få år var skolens elevtal faldet til under en sjettedel.