Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Stenen ved Kildemosen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det kan lyde mærkeligt, men ikke desto mindre har Odense i mange år haft en mindesten stående uden nogen form for inskription, og uden at man har tænkt nærmere over, hvad den egentlig skal bruges til. Stenen har sin helt egen historie.

 

Stenen ved Kildemosen 1947

  

"Stenen uden inskription" fotograferet i 1947.

 

Den blev fundet i jorden, da man i 1930'erne planerede de omliggende grunde til sportspladser. På det tidspunkt var der ganske rigtigt planer om at bygge et stadion her, og stenen blev rejst på højkant mellem nogle mindre kampesten med den hensigt, at den skulle bære en inskription om anlægget af det nye stadion.

 

Ideen om et stadion dukkede op i 1920’erne, og i 1927 godkendte borgmester H.Chr. Petersen, at området vest for Sydfynske Jernbaners værksteder og Sukkerkogeriet blev udlagt til byggeplads for et stadion. Det var tanken, at kommunen byggede stadion, mens idrætsforeningerne skulle drive det.

 

I begyndelsen gik alt planmæssigt. Der blev anlagt en bane og sat hegn op, og den 16. august 1931 blev opvisningsbanen indviet med en fodboldkamp. Stadion var dog kun halvt færdigt, men alle forventede, at manglerne snart ville blive udbedret. Men sådan gik det ikke, snarere tværtimod. Idrætsforeningerne magtede aldrig at gøre anlægget færdigt, og kommunen ville ikke, og i 1936 erklærede stadion sig konkurs. Banen blev siden udlejet til henholdsvis KFUM's boldklub og Boldklubben Frem.

 

Allerede inden konkursen stod det klart for enhver, at Odense Idrætspark aldrig ville blive det stadion, som odenseanerne havde drømt om. Politikerne var derfor begyndt at overveje alternative muligheder. Og byrådet besluttede i 1937 at bygge Odense Stadion i Bolbro.

 

Selv om Odense Stadion blev placeret andetsteds, blev stenen stående, og den har siden råbt efter en inskription og en passende anvendelse – og ikke mindst på en forklaring. Sidst i 1940'erne var det meningen at flytte stenen, da Sydfynske Jernbaners baneføring skulle ændres, og stenen ville komme til at stå i vejen. Men stenen blev, så vidt det vides, ikke flyttet.

 

I dag står stenen blot som et monument over noget, der ikke blev til noget! Vi skal nok vare os for at trække paralleller til senere tider.

 

Odense har i øvrigt andre historiske sten uden indskrifter. Se for eksempel Jomfruspringet og den spanske officers grav.