Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Kukkertræet 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Træer kan også have en historie, og Kukkertræet var et af de enkeltstående træer, som var bedst kendt af odenseanerne for nogle årtier siden. Det stod ved krydset mellem Reventlowsvej og Kragsbjergvej. Hvordan træet fik sit navn, fortoner sig i det uvisse, men da en kukker jo er et andet navn for en gøg, må der på et tidspunkt have siddet en gøg og udsendt sine karakteristiske lyde fra træet.

 

Kukkertræet 1932

  

Kukkertræet fotograferet 10. august 1932 af ingeniør N.M. Knudsen.

 

 

Træet stod tidligere midt ude på en ubebygget mark ved grænsen mellem jord, der hørte til Kragsbjerggården, og den jord, der hørte til Knudsens gård i Hunderup. Det kan blandt andet ses på Generalstabens kort over Odense 1904. Da ingeniør N.M. Knudsen i 1926-27 besluttede sig for at udstykke den fædrene jord, var noget af det, den daværende stadsingeniør H.V. Rygner interesserede sig allermest for, det fremtidige overordnede vejnet på stedet. I den proces fik man fastlagt Reventlowsvejs forløb. De første parceller af den nye udstykning mellem Kragsbjergvej og Hjallesevej blev bebygget i 1927, og da var vejforløbet for Reventlowsvej fastlagt sådan, at det gamle træ kunne blive stående.

 

Selv om træet nu blev indrammet af en stensætning, og selv om der også var en bænk på stedet, var det hurtigt slut med den gamle idyl ude på marken. Det vejkryds, som træet kom til at stå i, blev nemlig snart stærkt trafikeret, fordi Reventlowsvej kom til at indgå i hovedvejsforbindelsen over Fyn helt op til slutningen af 1950’erne, da ringvejen stod færdig.

 

Når træet i sin tid var blevet reddet, skal man uden tvivl se det i forbindelse med ingeniør Knudsens veneration for det gamle og for stadsingeniør Rygners indsats. Rygner havde i midten af 1920’erne været formand for Odense Turistforening og havde i den forbindelse lavet en opgørelse over de mest værdifulde træer på privat grund og sørget for at gøre deres ejere opmærksomme på, hvor meget træerne betød for bybilledet. Og da han i 1940’erne blev spurgt om, hvilke træer han særligt ville fremhæve, var Kukkertræet blandt dem, han nævnte. Vejbelægningen havde ganske vist gjort det svært for træet at få vand nok, men så havde man blot slået bunden ud af nedløbsbrønden på stedet. Og som H.C. Andersen havde skrevet: Det gamle træ, o, lad det stå, det må I ikke fælde!

 

Men i 1966 var det slut. Formanden for Parkudvalget, Eli Rosenfeldt, gjorde opmærksom på, at beskæring og pleje ikke havde gjort træet sundt, og nu frygtede man for ulykker, hvis nedfaldende grene faldt ud på kørebanen. Træet måtte derfor lade livet, og det skete den 23. september 1966.