Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Juletræet på Flakhaven

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Juletræstændingen på Flakhaven er i dag en mega-event, som også involverer julemanden og en brandbil. Folk står som sild i en tønde, og der er tale om en tilbagevendende familiebegivenhed med godteposer til børnene.

 

Juletræ på Flakhaven ca. 1930

  

Et af første juletræer på Flakhaven ud for Odense Rådhus ca. 1930. I mange år var det Frelsens Hær, der sørgede for træet og brugte det som ramme om hærens indsamlinger.

 

Scenariet kendes fra andre danske byer, og da vi i Odense satte os for at spore den lokale juletræstraditions udvikling, stod det os hurtigt klart, at vi også på dette område blot var et led i en kæde.

 

Da Odenses stadsgartner i 1920 plantede et juletræ med elektrisk belysning i et nedbrudt springvands kumme midt på Fisketorvet, skete det på opfordring af en lokal avis og med inspiration fra København, hvor traditionen allerede havde slået rod. Men københavnerne havde også hentet ideen andetsteds fra.

 

Udendørs juletræer med belysning stammer selvfølgelig fra den periode, hvor der kom gang i offentlig elforsyning. Det vil i Danmark sige perioden omkring år 1900. Og ideen om et ”byens juletræ” blev importeret til hovedstaden af chefredaktør Henrik Cavling på Politiken i 1914. Avisen havde imidlertid heller ikke fundet på det alene. Der var nemlig forbilleder i New York helt tilbage i 1882 - kort tid efter at Edison opfandt glødepæren.

 

I Odense blev ideen for alvor taget op i 1924, da Fyens Stiftstidende på forsiden af avisen kort tid før jul bragte et billede af københavnernes juletræ og spurgte, hvorfor en sådan smuk skik ikke var indført i Odense? Det var et godt spørgsmål og en klar opfordring, så året efter tog den lokale afdeling af Frelsens Hær tanken til sig og opstillede byens første juletræ på Flakhaven. Frelsens Hær brugte selvfølgelig juletræet til at indsamle både penge og tøj.

 

De første mange år var der altså tale om privat velgørenhed, og juletræet var en gave fra fynske godsejere, men efterhånden blev arrangementet sammenvævet med tændingen af julebelysningen i gågaden og det centrale Odense. Fra 1970’erne forsvandt Frelsens Hær helt fra arrangementet, som nu er overtaget af kommunen og de kommercielle kræfter i citys foreninger.

 

Mon ikke en tilsvarende udvikling kan spores i mange danske byer? Lokalt er det i hvert fald let at se, at byens juletræstænding er et led i noget, som i vidt omfang er kommet til os udefra.