Spring til indhold
Luk

Om Odense 

H.C. Andersen statuen i Eventyrhaven 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

H.C. Andersen døde i 1875, og i Odense fik man snart den tanke, at der burde rejses en statue for det berømte bysbarn, som man allerede i 1867 havde gjort til æresborger. Umiddelbart var det billedkunstneren Louis Hasselriis, der tog teten – sikkert fordi han selv gerne ville udføre skulpturen. Han boede i Rom, men under en ferie i Danmark i 1876 traf han redaktør M.C. Dreyer fra Fyens Stiftstidende. Snakken faldt på en skulptur, Dreyer syntes godt om ideen, og flere af Odenses spidser blev inddraget i sagen.

 

Statuen af H.C. Andersen på Gråbrødre Plads 1933   Statuen af H.C. Andersen i Eventyrhaven 2016

På fotografiet fra 1933 står H.C. Andersen-statuen på Gråbrødre Plads ved det daværende posthus. Til højre ses en del af Fyens Stiftstidendes daværende bygning ud mod pladsen. Fot. Odense Bys Museer.

Statuen fotograferet i Eventyrhaven i juni 2016.

 

Byrådet nedsatte et udvalg, og Hasselriis leverede tegninger. Nu manglede der bare nogle penge. Hasselriis anslog, at statuen ville koste 20.000 kr., men byrådet ville kun bruge 3.000 kr., så resten måtte skaffes på anden vis. Udvalget satte alle sejl til for at samle penge sammen. Der blev sendt invitationer til både ind- og udland, men det viste sig sværere at få skrabet pengene sammen, end man havde regnet med.

 

Kortvarigt overvejede man at droppe projektet og vente på bedre tider. Det fik Hasselriis op af stolen, men byrådet havde smækket kassen i. Der kom ikke flere penge fra den kant. I stedet valgte man at satse på tiøresabonnementer. Ideen var at få flest mulige odenseanere til at give 10 øre om måneden, indtil der var penge nok. Men der skulle mange tiører til, og indsamlingen tog mange år.

 

I 1887 kunne Hasselriis langt om længe sende Andersen-statuen til København, hvor den blev udstillet, før den endte i Odense. Da statuen endelig ankom, havde man knapt bestemt sig for, hvor den skulle stå. Til sidst faldt valget på Kongens Have, og den 10. juni 1888 blev statuen afsløret. Blandt talerne var borgmester Koch, der blandt andet talte om statuens pædagogiske virkning på kommende slægter: ”Det er også mit håb, at det vil mane de unge i mange slægtled til at efterligne ham, så at de lærer af ham, at målet kun nås ved kamp, men tillige, at vi, når kampen tages op med varme og kraft, kan leve i et samfund, hvor vejen kan gå fra den ringeste hytte til de højeste udmærkelser”.

 

Valget af Kongens Have kan synes overraskende, da offentligheden i 1800-tallet kun havde begrænset adgang til haven. Derfor blev statuen i 1905 - i anledning af 100-årsdagen for H.C. Andersens fødsel – flyttet til Gråbrødre Plads, hvor man forventede, ”at statuen ville blive taget i øjesyn af et større publikum”.

 

Det blev til 44 år på Gråbrødre Plads, men i 1949 var der en ny grund til at flytte statuen. H.C. Andersen-haven, der nu ofte kun omtales som Eventyrhaven, var netop anlagt, og her har statuen stået siden.