Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Genforeningssten 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

En genforeningssten er – som navnet siger – en sten, der skal minde os om genforeningen i 1920. Nederlaget i 1864 stod endnu stærkt i danskernes bevidsthed ved genforeningen i 1920, og genforeningen kom til at stå som den glædelige opfyldelse af en gammel drøm. Det skulle markeres, og derfor blev der mange steder rejst en mindesten, og det blev ofte gamle veteraner fra 1864, der afslørede stenene.

 

 

Genforeningsstenen i Agedrup.

Kong Christian X rider over den gamle grænse i Sønderjylland ved genforeningen i 1920.

 

Den mest kendte genforeningssten står i dag, hvor Christian X. i sommeren 1920 red over grænsen. På stenen er indmejslet: ”Minde om Kong Chr. X, som her besteg den hvide hest, genforeningsdagen den 10. juli 1920”. Stenen står på Koldingvejen umiddelbart før Grænsekroen nord for Christiansfeld.

 

Genforeningen blev fejret overalt. I Odense var Flakhaven centrum for festlighederne. Odense Bys Orkester spillede Riberhus-marchen, og forsamlingen sang den sønderjyske sang ”Det haver så nyligen regnet”. Dagen fortsatte med flere fædrelandssange og taler ved borgmester A.P. Henriksen. Også på kasernen blev dagen markeret med blandt andet parade. På krigergravene blev der nedlagt talrige kranse fra blandt andet Danske Kvinders Forsvarsforening og Odense Kommune. Dagen var præget af en massiv brug af Dannebrog og af hurraråb for kongen og fædrelandet. Forsiden på Fyens Stiftstidende var ryddet for at give plads til et nyskrevet digt af den fynske forfatter Olaf Wenstrup. Digtet sluttede med ordene: ”vort land, vort hjem, vor fædrejord, vort Danmark i det høje nord”.

 

Selve genforeningsdagen blev også festligholdt i byens skoler, men den historiske begivenhed satte sig ikke fysiske spor i den fynske hovedstad. Der findes ingen genforeningssten i den gamle Odense købstad. Derimod blev der rejst et par sten i købstadens omegnssogne. Det gælder blandt andet i Agedrup, hvor der foran forsamlingshuset står en natursten med årstallene 1864 og 1920. Også her var alle sejl sat til for at fejre det gamle lands tilbagevenden til Kongeriget. Forsamlingshuset var fyldt med festklædte mennesker, og der blev sunget. Mindestenen blev afsløret, og landsbrugsskolelærer Hans Appel talte om trængelsårene i Sønderjylland og om årstal, der var mejslet i sten! Forsamlingen var også på kirkegården, hvor der blev lagt blomster og kranse ved alle 10 veterangrave. Der var også en særlig hyldest til to lokale veteraner, som stadig var i live.

 

Også i Davinde står en genforeningssten ved bystævnet. Naturstenen bærer indskriften ”Genforeningen 1920”. Endelig findes der i Birkum en kløvet natursten med årstallet 1920.