Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Borgmesterkæden

 

af Jørgen Thomsen

 

Odense Kommunes borgmesterkæde er en af de ældste borgmesterkæder i Danmark. Den blev overrakt til byens første socialdemokratiske borgmester, I.Vilh. Werner, ved indvielsen af den nuværende byrådssal den 7. september 1953, og den er en gave fra kommunens daværende 14 administrationschefer.

 

Borgmesterkædens medaljon med Skt. Knud og lindormen.

Borgmester Werner (nr. 2 fra højre) får kæden overrakt af bygningsinspektør og brandchef M. Rix.


Tegningen til kæden skyldes rådhusudvidelsens arkitekt, B. Helweg-Møller, og guldsmedearbejdet er udført af den lokale guldsmed C.J. Antonsen. Kæden er udført i sterlingsølv, som efterfølgende er blevet forgyldt, og der er tale om et af de største guldsmedearbejder i Odense fra moderne tid, idet arbejdet bl.a. omfattede omkring 2.000 lodninger.

 

Kædens medaljon - der også er udført i forgyldt sterlingsølv, men med indlagt blå emalje - forestiller byens gamle segl i en udgave, der er kendt fra midten af 1600-tallet. Medaljonen bæres af fabeldyret lindormen, der bl.a. har været anvendt som symbol i Fynske Livregiments afdelingsmærke. Et af kædens led er udsmykket med Odenseliljen, mens de øvrige 11 led er beregnet til indgravering af de skiftende borgmestres navne. Borgmesterkæden vejer knap 1 kg.

 

Der er ikke fastlagt bestemte regler for anvendelse af kæden, men den bruges først og fremmest til repræsentative formål efter borgmesterens egen bestemmelse.

 

Gentofte Kommune var så vidt vides den første danske kommune, der fik en borgmesterkæde (1934), og da man på Frederiksberg i maj 1953 tog det nye rådhus i brug, fik borgmesteren også der en kæde. Det er nærliggende at antage, at Odense har overtaget ideen fra Frederiksberg, og efterfølgende har mange danske kommuner fået tilsvarende symboler på borgmesterværdigheden.

Kæden blev i oktober 2009 stjålet ved et indbrud på rådhuset, men tilvejebragt igen få dage efter.

 

Læs mere

 

Jørgen Thomsens artikel i Odensebogen 1995.