Spring til indhold
Luk

Om Odense 

1864-monumentet

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Assistenskirkegården i Odense rummer en række krigsmindesmærker, og et af dem markerer begivenhederne i 1864.

 

1864-monumentet fotograferet i 1969

 

Fra Assistenskirkegården 18. april 1969: Oberst H.J.F. Freiesleben fra Fynske Livregiment klar til at nedlægge en krans ved mindesmærket for de 76 soldater, der døde på lazaretter i Odense i 1864.

 

Det første krigsmindesmærke var rejst på kirkegården i 1852 på det sted, hvor der var sket begravelser fra lazaretter i Odense under treårskrigen (1848-50), og det var på samme baggrund, kommunalbestyrelsen i 1865 besluttede at rejse et nyt monument – denne gang efter en krig, hvor Danmark havde lidt tydeligt nederlag og blandt andet havde måttet afgive Slesvig-Holsten.

 

76 af dem, der i 1864 døde på lazaretter i Odense, blev begravet på Assistenskirkegården, og det var den entreprenante grosserer W. Petersen, der fik forslaget om det nye mindesmærke igennem. En lokal billedhugger, Christian Andersen, kom med forslag til monumentets udseende, og han fik også selv lov at lave mindesmærket, der blev formet som en obelisk i granit, rejst på en bredere, firkantet sokkel. På forsiden af stenen er den forsynet med en indskrift om de døde samt nogle ord fra en salme af forfatteren Carl Ploug: ”Gud han råder, når vi fange sejr igen”. På bagsiden oplyses det, at Odense Kommune rejste mindesmærket, og ved siderne af monumentet rejstes et antal enkeltmonumenter for de faldne.

 

Afsløringen fandt sted 17 år efter en af de mere glorværdige dage i den danske krigshistorie, på årsdagen for slaget ved Fredericia. Den 6. juli 1866 samledes et stort optog i bymidten. Borgerrepræsentationen, byens embedsmænd, soldater, våbenbrødre og andre foreningsrepræsentanter spadserede i spidsen for optoget ud til kirkegården. På gaderne var der spredt grønt og sand for at markere den højtidelige anledning, og på kirkegården sørgede Odense borgerlige Jægerkorps for at opretholde ordenen.

 

Garnisonens præst, pastor Steenbuch, holdt efter en salme en mindetale om de danske mænd, der ikke havde lukket ørerne, da Mor Danmark kaldte, og som havde givet deres liv for fædrelandet. Stenen skulle ifølge Steenbuch dels minde de besøgende om, hvor lidt de selv var sluppet med at give, takket være de faldne, og dels opfordre de nulevende til ved given lejlighed at være parat til at yde samme offer. Folket frelses ikke ved ord, men ved handling, var Steenbuchs budskab.

 

Garnisonspræsten havde til lejligheden skrevet en sang med de samme temaer, og fra talerstolen fremførte grosserer W. Petersen lignende tanker. Stenen skulle, sagde han, også være en håbets sten, og meningen var klar nok: 1864 var blevet et kollektivt traume, vi havde mistet en stor del af riget, og mange dansksindede boede nu uden for landets grænser.

 

Højtideligheden på kirkegården sluttede med, at man aflagde besøg ved monumentet for treårskrigens faldne. Her talte pastor Steenbuch igen, ligesom der var korsang. Til slut gik optoget tilbage til bymidten, hvor amtmand Dahlerup rundede det hele af med et leve for konge og fædreland.