Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Viadukten over Nyborgvej 

 
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Jernbaneviadukten ved Nyborgvej er mest kendt for en frygtelig togulykke i 1967, men selve broen eller tunnelen har selvfølgelig også en historie, der er værd at fortælle.

 

Viadukten over Nyborgvej med det berømte relief.

Knud den Hellige skjuler sig i buskadset.

 

Biltrafikken var i mellemkrigsårene i hastig vækst, og sidst i 1930’erne blev en udvidelse og udretning af Odenses indfaldsveje igangsat. Det gjaldt også Nyborgvej, der blev gjort bredere, fik ny vejbelægning og fik fortov og cykelsti. Vejarbejdet indebar også en omlægning af jernbanebroen på det sted, hvor Nyborgvej krydsede jernbanen over Fyn. Med vejens udredning blev et berygtet S-sving sløjfet, da det havde været årsagen til mange ulykker.

 

I 1941 gik håndværkerne i krig med opførelsen af den nye viadukt, der fik en skæv form, da landevejen ikke kom til at gå vinkelret på jernbanen. Den skæve vinkel fik stadsingeniøren til at kalde broen for et ”meget kompliceret bygværk”. Broen bestod sådan set af tre underføringer eller tunnelrør, nemlig en for selve kørebanen, som på hver side havde endnu et tunnelrør til fortov og cykelsti.

 

Sådanne broer og tunneller var vanskelige at udsmykke og blev som regel kun udstyret med et årstal. Men umiddelbart før byggeriet gik i gang, foreslog den unge billedhugger Gunnar Slot, Slagelse, at tunnelen blev udsmykket. Han mente, at den ellers ville blive en ”tung og brutal betonkolos”, og derfor ville han gøre viadukten til en ”fiks og egenartet indkørsel” til Odense. En port til byen, da tunnelen også dannede grænsen mellem byen og amtet.

 

Gunnar Slot foreslog, at der blev anbragt i alt fire figurer på tunnellens profil både ud mod ”landet” og ind mod byen. Reliefferne skulle dels opsættes henover midten af kørebanen og dels på den ”brede fløj”. Reliefferne over kørebanen skulle vise en figur, der iler frem på hjul, symboliserede landevejen og ”farten”, mens en figur med en fakkel symboliserede ”oplysningen”. Betonreliefferne på siderne, der var større, symboliserede derimod Odense i form af byvåbenet (Skt. Knud) og by og land i form af en byarbejder og en landarbejder, der rakte hinanden hånden, som et symbol på samarbejdet mellem by og land.

 

Forslaget til udsmykning blev godt modtaget, men det kneb en anelse med at skaffe midler til udsmykningen, og da støbningen af tunnelen omkring november 1941 begyndte havde byrådet endnu ikke skaffet de fornødne penge til udførelsen af reliefferne. Formanden for Teknisk Udvalg gav dog grønt lys til, at arbejdet alligevel blev sat i gang, da han ikke tvivlede på, at byrådet senere ville bevilge de fornødne penge.

 

Reliefferne blev udført på billedhuggerens eget atelier og blev siden fastboltet på selve tunnellen. Alle figurerne blev først modelleret i ler, hvoraf der blev lavet gibsforme til betonstøbningerne. I efteråret 1942 blev figurerne, der endnu befandt sig i gibsformene, sendt til Odense, og først ved opstillingsstedet blev formene hugget væk.

 

I oktober 1943 var tunnelen ved at være klar til indvielse, men på grund af krigens restriktioner og mangel på cement blev tunnelen først helt færdig efter befrielsen.

 

Figuren af Knud den Hellige blev i krigens slutning ramt af flere skud. Broen havde siden færdiggørelsen været bevogtet af tysk militær. Billedhuggeren måtte reparere den i sommeren 1946, og han mente, at figuren ”var blevet ramt af ca. 100 skud”. I et af de små sår fandt han også et projektil – men ”panseret” holdt. Og i dag er Knud uskadt, om end han er lidt skjult bag buskadset.