Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Vandtårnet i Albanigade

 

Af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

For et halvt århundrede siden havde Odense et vandtårn, der stod som en slags varetegn i Albanikvarteret. Tårnet stod, hvor gaderne Hjallesevej, Albanigade og Benediktsgade løber sammen – på det område, der i 1800-tallet somme tider blev kaldt ”trekanten ved Hunderupgaden”, men som i dag omtales som Benedikts Plads.

 

Vandtårnet i Albanigade 1946 Udsigt fra vandtårnet mod nordøst 1890

Vandtårnet i Albanigade fotograferet i juni 1946.

Udsigt over Benediktsgade (dengang Hunderupgade) mod nordøst fra det nye vandtårn i 1890.

 

I 1853 tog Odense landets første egentlige vandværk i brug. Da der imidlertid var problemer med at holde et nogenlunde ens vandtryk i vandhanerne, rejste der sig snart et ønske om at få rejst et vandtårn i byen. Vandtårnet, der var blandt de første i landet, blev bygget i 1889. Det solidt byggede tårn stod færdig og klar til brug i november samme år. Tårnet var 36,4 m højt – eller nogenlunde samme højde som Rundetårn i København. Fyens Stiftstidende kunne fortælle, at det krævede ca. 60 ”jævne skridt” at gå rundt om tårnet. Men vigtigst af alt, så var der en stor vandbeholder, som sikrede, at byen herefter fik en jævn vandforsyning.

 

Tårnet var projekteret af stadsingeniør Theodor Chr. Jochimsen, men det var bygningsinspektør Jens Vilh. Petersen (med hjælp fra professor Otto Intze fra Aachen), der slog streger til tårnet. Han var en af byens førende arkitekter på dette tidspunkt, og han var blandt andet manden bag Toldkammerbygningen på Vestre Stationsvej. Vandtårnet var tidstypisk for den romantiske periode opført i rødt murværk og havde form som et gammeldags borgtårn. En udformning, som ikke var helt tilfældig. Borgtårne var tidligere forsvarsbygninger, men senere i renæssancen blev de et prestigesymbol, som adelige bygherrer forsynede deres pragtslotte med.

 

Gennem flere årtier sørgede vandtårnet, der lå i den anden ende af byen i forhold til vandværket, men som var direkte forbundet med vandværket, for et jævnt vandtryk i byens ledninger. Men efterhånden løb tiden fra tårnet, som krævede, at vandet først blev pumpet op. Det var blevet utæt, og i 1945 blev det endegyldigt overflødigt, da der var fundet andre og bedre muligheder.

 

Spørgsmålet om, hvad der skulle ske med vandtårnet, stod hen i det uvisse gennem nogle år. Det var simpelt hen for dyrt at rive ned, og derfor fik det lov at blive stående – i hvert fald lidt endnu. Det gav grobund for flere mere eller mindre spekulative forslag til tårnets genanvendelse – en mente f.eks., at Albani Bryggerierne skulle overtage tårnet og så kunne lægge direkte ølledninger ud til interesserede husstande. Tegningerne til tårnet blev udlånt til flere arkitekter, der syslede med planer for tårnet. En kort overgang virkede det som lager for en klemmefabrikant i Albanigade, og i 1946 var det kortvarigt på tale at indrette en restauration i det rummelige tårn. Det kunne sikkert have været en sjov og anderledes turistattraktion, men det viste sig for besværligt.

 

I 1953 var det endegyldigt slut med det karakteristiske tårn, der gennem 64 år havde været en del af byens silhouet. Det stod i vejen for fremskridtet. Nye bygge- og vejplaner for Albanigade var dukket op. Vandtårnet var snart glemt, og der gik heller ikke længe, før byens buschauffører ikke længere sagde ”Vandtårnet”, når de skulle annoncere stoppestedet midt mellem Domhuset og Allégade. Og nå ja, der er også en daginstitution, der er opkaldt efter det hedengangne vandtårn.