Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Sukkenes Bro

 

Af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Thomas B. Thrige begyndte i 1897 at flytte sin produktion til hjørnet af det daværende Nørrebro og Tolderlundsvej. Virksomheden blev hurtigt landets førende inden for fremstillingen af elektromotorer. Virksomheden voksede, og området mellem Tolderlundsvej, Skibhusvej, Buchwaldsgade og Bredstedgade blev efterhånden inddraget.

 

Thriges fabrikker set fra Nørrebro i 1959. Gangbroen over Tolderlundsvej ses tydeligt.

"Sukkenes Bro" på et billede fra 1972.

 

Endnu mens fabrikant Thomas B. Thrige (1866-1938) levede, stod det klart, at en ny administrationsbygning var påkrævet. I 1940’erne kom flere administrationsbygninger på tegnebrættet, men planerne blev henlagt - vanskelighederne var for store. Der manglede simpelt hen udvidelsesmuligheder i forbindelse med den tidligere administration.

 

I nogle år kom det først og fremmest til at handle om at skaffe værkstederne plads for at holde trit med afsætningen. I længden kunne sagen dog ikke udskydes længere, og første del af bygningen på vestsiden af Tolderlundsvej blev omsider indviet i forsommeren 1955. Den var i fire etager, og den gamle administrationsbygning blev nu forbundet med den nye med en lukket gangbro tværs over Tolderlundsvej. Denne gro kaldtes i folkemunde ”Sukkenes Bro” efter det kendte forbillede fra Venedig.

 

Den stilfulde nybygning var tegnet af arkitekt Kaj Steensballe, og den var blot begyndelsen til en endnu større administrationsafdeling. Der var dog bygget elevatorer til en kommende ”tårnbygning”, men selve bygningen manglede i 1955. Højhuset ville blive bygget, når tiden var moden, og det var den omkring 1960.

 

De gyldne tider var i 1970’erne ved at rinde ud for byens store elektromotorfabrik, og i 1978 købte Odense Kommune højhuset og administrationsbygningen af Thrige-Titan. I den forbindelse blev der truffet aftale om, at de kommunale medarbejdere kunne benytte Thrige-Titans kantine på den modsatte side af Tolderlundsvej. Derfor fik kommunen gangbroen med i købet. I første omgang gjaldt aftalen i fem år. Aftalen gav dog problemer. I forbindelse med et byggearbejde på Thrige-Titan i 1981 blev gangbroen lukket. Det skulle kun være midlertidigt, men den blev ikke åbnet igen. Det hele endte i en bitter strid, der nåede helt op på højeste plan, da direktør Steen Danø og borgmester Verner Dalskov forhandlede en løsning på plads.

 

Gangbroen blev dog ved med at være et stridspunkt. Kommunens folk måtte godt bruge kantinen, de skulle bare ikke bruge gangbroen. Det hele endte med, at kommunen ikke ønskede at forlænge aftalen. Thrige-Titan reagerede straks ved at låse døren på sin side af broen. I 1983 indviede kommunen sin helt egen kantine i højhuset, som nu blandt andet husede skattevæsenet, og gangbroen blev kort efter taget ned.