Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Hermes og sfinksen

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Ved Kongensgades begyndelse ved Vestre Stationsvej står en stor skulptur med slanger og skrifttegn, og om sommeren med vand i. Skulpturen hedder Hermes, og den blev opstillet, da dette stykke af Kongensgade i 2002 blev indviet som gågade.

 

Ved gadens indgang står Hermesfiguren og muren med sfinks og slanger.

"Borgervagten" med de kinesiske skrifttegn ved hjørnet af Dronningensgade.

 

Værket er udført af professor Mogens Møller. Han tog udgangspunkt i gaden og dens historie. Et vikingesmykke, der var fundet i Kongensgade, blev forstørret og sat op på sfinksen, der er gadens vogter (siddende under buen).
Skulpturens hovedfigur er Hermes, der er handelens gud, og hvad var mere passende for en handelsgade? Hermes attributter er vinger og slanger, og de er sat op på muren foran den 8,5 meter høje Hermesfigur, der minder om en amerikansk fodbold. Hermes er bevogtet af en sfinks og seks solide granitstøtter – de såkaldte ”borgervagter” eller ”kolosser”, der står hen ad Kongensgade. Nogle af borgervagterne ligner næsten skilderhuse.

 

Granitarbejderne er lavet i Kina, hvor også selve granitten kom fra, og det vises med kinesiske tegn. På muren imod Østre Stationsvej står der på den ene side FRED og på den anden Mogens Møllers navn. På en af vogterne, på hjørnet af Kongensgade og Dronningensgade (se billedet), står navnet på stenhuggeren i Kina og i Danmark, ligeledes med kinesiske tegn.

 

Læs mere

 

Ohrt, Karsten
Hermes og sfinksen : Mogens Møller i Kongensgade, Odense

Park- og Vejafdelingen, Odense Kommune, 2003.
Beskrivelse af de tanker og idéer der ligger til grund for billedhuggeren Mogens Møllers (f. 1934) store udsmykning af Kongensgade Nord i Odense