Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Gastårnet ved Skt. Jørgens Gade

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvor længe er det, siden gastårnet ved Skt. Jørgens Gade blev revet ned? Sådan lød en dag spørgsmålet til Stadsarkivet – og det fik naturligvis gang i eftersøgningen.

 

Skt. Jørgensgade-Pjentedamsgade 1936   Gastårnet set fra luften ca. 1940

Her ses gasbeholderen i 1936 med den karakteristiske profil højt over gadens huse. Til venstre i forgrunden er det hjørnet af Pjentedamsgade.

Skt. Jørgens Gade med gastårnet og selve gasværket set fra luften ca. 1940.

 

Svaret er sommeren 1979, og nedrivningen skete, efter at bygasforsyningen var ophørt året forinden. Gasbeholderen i Skt. Jørgens Gade havde i mange årtier været synlig på et utal af gadebilleder fra byen, men nu var det slut.

 

Odense var midt i 1800-tallet virkelig med, hvor det foregik. I 1853 fik byen et kommunalt ejet vandværk, som for første gang sendte vand ud til forbrugerne den 21. maj, og som gik i fuld drift midt i august måned samme år. Det var også i 1853, at et privatejet selskab begyndte at forsyne odenseanerne med gas fra et nyanlagt gasværk i Skt. Jørgens Gade – og det var endda også i august måned, at odenseanerne for første gang kunne se lys i de gaslygter, byen havde fået stillet op. Nu var det i stort omfang slut med de gammeldags tranlygter, og det privatejede selskab – The Danish Gas Company – havde hermed fået gang i Skandinaviens første gasværk.

 

I begyndelsen leverede gasværket kun gas til belysning, men snart kom man også ind på at levere gas til kogesteder i hjemmene og til brug for den fremvoksende industri. Den store gasbeholder var opført i årene omkring 1930, da forsyningsområdet stadig var under udvidelse, og den var på det tidspunkt den største af sin art i Danmark.

 

Da gasværket i 1953 kunne fejre 100 års fødselsdag, blev de sidste gaslygter i gaderne i øvrigt slukket – elektriciteten havde vundet kampen om gadebelysningen, men bygasforsyningen fortsatte i endnu 25 år – til den 1. oktober 1978, da gasværket i Skt. Jørgens Gade lukkede. Snart efter begyndte nedrivningen, og i juni 1979 var turen kommet til den karakteristiske ca. 60 meter høje gasbeholder. Den blev fjernet stykkevis nedefra, så for hver dag, arbejdet skred frem, synede beholderen af stadig mindre, indtil de sidste rester et par måneder senere stod for fald.

 

Byens profil havde ændret sig for altid.