Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Fyns Andelsgård

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Vi tør godt gætte på, at navnet Fyns Andelsgård ikke længere får lystavlen til at blinke hos voldsomt mange odenseanere, og derfor er der grund til at tage historien op.

 

Fyns Andelsgård 1957   Fyns Andelsgård 2011

Arkitekt Axel Jacobsens nybygning, Fyns Andelsgård, i Vindegade, fotograferet i forbindelse med indvielsen i juni 1957.

Andelsgården i 2011 - nu iklædt anonymitetens grå klædedragt.

 

I 1851 blev Odenses byporte revet ned. Nogenlunde samtidig anlagde man Kongensgade nordpå fra Vestergade, men området mellem porten i Vindegade og Vesterport for enden af Vestergade og nord for Rosenbækken lå endnu uden for byen.

 

I 1847 havde kommunen åbnet sin nye fattiggård i Vindegadejernbanen kom til ved Østre Stationsvej i 1865, og det var i Vindegade, at Fyens Stifts Patriotiske Selskab i 1873 åbnede Fyens Theoretiske Landvæsensinstitut, kort sagt en landbrugsskole, som før havde holdt til i lokaler tæt ved domkirken. Samtidig anlagde man også et stykke af den senere Klostervej, og her på hjørnet udviklede sig med tiden et fynsk landbocenter.

 

Odensearkitekten Wilhelm Haugsted tegnede den nye skolebygning, som var i én etage med portnerbolig i kælderen. Selv om landbrugsskolen snart blev overhalet af konkurrenten i Dalum og blev nedlagt i 1902, var man allerede begyndt at udvide. I 1899 var der bygget en etage ovenpå, og senere udvidede man med en fløj ud imod Klostervej, først i én og siden i to etager, indrettet til sætteri, trykkeri og beboelse.

 

Udvidelsen ud imod Klostervej hang sammen med oprettelsen af Andelsbogtrykkeriet i 1902. Det blev et af de dominerende danske bogtrykkerier i 1900-tallet, men ellers havde både Patriotisk Selskab og De samvirkende fynske Landboforeninger kontor i ejendommen, der løbende måtte udvides. 

 

Efter 2. verdenskrig måtte brugerne af ejendommen dog erkende, at det ikke var tilstrækkeligt med knopskydning, og de stiftede derfor i fællesskab selskabet Fyns Andelsgård, som midt i 1950’erne stod bag opførelsen af nybyggeri på stedet, muliggjort ved nedrivninger og tilkøb af en nabogrund, Vindegade 74.

 

Den 19. juni 1957 var man nået til indvielsen af den nye fireetages ejendom vest for de gamle bygninger mod Klostervej. Arkitekt Axel Jacobsen havde tegnet den, og byggeriet kostede godt 3 mio. kr.

 

Ved indvielsen rummede Fyns Andelsgård dels Andelsbogtrykkeriet, dels kontorer for Patriotisk Selskab og de Samvirkende Fynske Landboforeninger foruden et par forsikringsselskaber, et landbrugsblad og en række mindre foreninger. For Andelsbogtrykkeriets vedkommende var glæden kun kort. Allerede midt i 1960’erne begyndte man at tænke på at komme ud af bymidten, og snart byggede man nyt på Hestehaven i Odenses sydlige udkant.

 

De mange tomme lokaler, som trykkeriet forlod, var ikke sådan at bruge til andre formål, og man var i gang med planer om en ombygning, da HK i Odense i 1978 købte ejendommen med overtagelse et års tid senere. I løbet af kort tid flyttede Patriotisk Selskab og de fynske landboforeninger til et nyopført fælles domicil på Ørbækvej, mens bygningen i Vindegade blev overtaget af HK, der hidtil havde holdt til på Klingenberg. HK forlod Andelsgården igen i november 2010.