Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Fyens Forum

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Fyens Forum blev indviet i 1936, og forud var gået en diskussion af, hvordan man kunne rydde op i den østlige bydel omkring Sortebrødre Torv, hvor der tidligere havde været holdt kvægtorv og endnu til op i 1930’erne grisemarked.

 

Kongebesøg i Fyens Forum, 1930'erne   Holiday on Ice i Fyens Forum 1965

Flagene er oppe ved facaden af Fyens Forum ud mod Sortebrødre Torv ved et kongebesøg i slutningen af 1930'erne. Otto Nørmark fot.

Amerikansk isshow, Holiday on Ice, i Fyens Forum i april 1965.

 

Arkitekt Harald Krogsgaard vandt en konkurrence om bebyggelse på stedet og foreslog at lave et Forum, som man havde fået det andre steder, og fynske gartnere med gartneriejer H. Jensen fra Odense i spidsen fik i de følgende år med byrådets tilladelse virkeliggjort planerne. Undervejs i planlægningen skiftede man fokus, sådan at Odense i 1936 ikke kun fik et udstillingscenter, men også et nybyggeri, der kunne bruges til sportsbegivenheder, møder, koncerter og en masse andet.

 

Der blev i den endelige udformning tale om et stort byggeri – med 5.600 kvadratmeter gulvareal – først og fremmest fordelt på en cirkelrund kuppelsal og en rektangulær sal samt forskellige udenomsfaciliteter som f.eks. et køkken, der kunne bespise 3.-4.000 mennesker. Den egentlige restaurant havde ved indvielsen plads til 250 spisende gæster, og de to store sale kunne adskilles, når man sænkede en 17 tons tung hejsevæg ned mellem dem.

 

Selve indvielsen fandt sted den 28. februar 1936 i forbindelse med åbningen af en stor erhvervsudstilling, og både kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid overværede åbningen efter at være kommet til Odense tidligere på dagen i den kongelige salonvogn. Statsminister Thorvald Stauning var en af hovedtalerne ved indvielsen om eftermiddagen, og kronprinseparret deltog også i en festmiddag for en snævrere kreds i Fyens Forums restaurant om aftenen.

 

Senere i 1936 var der blandt andet koncert med musikere fra Det Kongelige Kapel, og der blev samme år også budt på både kunst- og gartnerudstillinger. Odense havde fået ”landets centrale mødested”, og aviserne svømmede over af lovord. 

 

Efter 2. verdenskrig var Fyens Forum i flere årtier byens største mødested med masser af optræden og med udstillinger, der undertiden samlede langt over 100.000 gæster. Det var her popidoler som Tommy Steele bedårede de fynske piger, og det var her, fynboerne kunne følge med tiden og opleve orkestre som Rolling Stones og The Who.

 

I 1970’erne var faciliteterne på stedet ikke længere tidssvarende, og byrådet besluttede da at lade Fyens Forum erstatte af et koncerthus, et moderne byhotel og udstillingsfaciliteter på Ørbækvej. Nedrivningen fandt sted i 1978.