Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Dårekisten

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Historisk set er behandlingen af psykisk syge på mange måder et mørkt kapitel i vor historie. I 1700-tallet blev de psykisk syge i Odense eksempelvis anbragt i dårekisten. Det var en del af Gråbrødre Hospital, og dårekisten blev oprettet i 1709. Det begyndte med to værelser, men det viste sig at være for lidt, og pladsen blev siden udvidet.

 

Dårekisten set fra rådhustårnet 1891 Nedrivning af Dårekisten 1967

Dårekisten (nederst til venstre) set fra rådhustårnet 1891. I det fjerne ses banegårdens løgkupler.

I 1967 blev den sidste rest af den gamle dårekiste ved Gråbrødre Hospital revet ned, nemlig kvindedåren. Bygningen var egentlig fredet i klasse A, men alligevel gav Nationalmuseet tilladelse til nedrivningen. Foran bygningen ses hospitalsforstander H. Rydder.

 

I dårekisten var der ingen behandling. Der var alene tale om ren og skær opbevaring. Til gengæld var der jernlænker til at fastbinde de gale med, og maden blev stukket ind til dem gennem luger i dørene. Først i 1804 blev der indkøbt madrasser, hovedpuder og tæpper til dårekistelemmerne, og det var formentlig første gang, at lemmerne fik sådanne bekvemmeligheder.

 

Ved indgangen til 1800-tallet bestod ”Dåren” af to bygninger – en for kvinder og en for mænd. De "vanvittige" måtte forrette deres nødtørft på gulvet, der hældte mod ydermuren, hvor et hul sørgede for, at urenligheden løb væk!

I "Mit livs eventyr" fortæller H.C. Andersen om, hvordan han som barn var med farmoderen på Gråbrødre Hospital. De fleste af de sindssyge gjorde ingen fortræd og gik derfor frit rundt i hospitalets gård. Tit sad H.C. Andersen og lyttede til deres sang og tale. Enkelte gange vovede han sig ind i huset, ”hvor de bindegale opholdt sig”, men kun når der var en vogter med. Her var en lang gang med celler på hver side. En dag lå den nysgerrige Hans Christian på hug og kiggede gennem en dørsprække. Indenfor sad en nøgen kvinde på noget halm. Hendes hår hang ned over skuldrene, og hun sang med en dejlig stemme. Pludselig sprang hun op og styrtede hen mod døren, hvor den skrækslagne Hans Christian lå. Vogteren var for længst gået, og drengen var ganske alene. Hun slog voldsomt på døren, og den lille låge, hvor maden blev rakt ind til hende, sprang op.  Den nøgne kvinde strakte armen ud efter ham, så hendes fingerspidser strejfede hans klæder. Den panikslagne digterspire skreg i vilden skyld og knugede sig til gulvet, indtil den frelsende vogter kom tilbage. Den episode glemte H.C. Andersen aldrig!

 

Gennem 1800-tallet forandrede synet på de psykisk syge sig, og man begyndte at forstå, at der var behandlingsmuligheder for mange af dem. Hospitalspræst Emil Koch talte i 1878 åbent om at få nedlagt Dåren: ”Jeg finder, at den hele indretning er en skandale ... Det er en dårekiste i dette ords gamle betydning, et indespærringssted for en hob ulykkelige mennesker, der ikke har råd til at komme på en ordentlig dåreanstalt”.

 

Der begyndte i 1800-tallet at dukke sindssygehospitaler op, og Dåren blev endelig lukket i 1888, da Fyn som den sidste større landsdel fik sit hospital for sindslidende i Middelfart.